Det var vildt dejligt at komme hjem til vores børn igen. M blev dog i København, da der var flere møder på kontoret han skulle deltage i. Men det var også lidt praktisk i forhold til visum, da et par af hans kolleger hjalp ham med at fremskaffe de rette dokumenter samt oversættelse af disse. Han var løbende i dialog med immigrationsadvokaten i USA, fordi hver gang vi troede/håbede, at nu måtte alle dokumenter da vel være sendt, var der altid liiige lidt mere der skulle bruges.

Men endelig blev det hele sendt af sted. Det var med lige dele spænding og nervøsitet, for nu var der ligesom ikke nogen vej tilbage. Vi søgte under Premium Proces, hvilket betød, at immigrationsmyndighederne havde 15 kalenderdage til at komme med en tilbagemelding. I bedste tilfælde var det en godkendelse, i værste, at de stillede spørgsmål, så M skulle arbejde videre med ansøgningen. Planen var jo, at M skulle starte på kontoret i New York den 1.juli, så vi havde bestilt flybilletter til den 30.juni. Lejligheden havde vi fra den 15.juni, så der var tid til at få bestilt en vognfuld IKEA møbler, samt at de samlede det hele for os, så vi kunne flytte direkte ind, når vi landede den 30.juni sent om aftenen.

Men på dag 14 i vores ansøgningsproces sent om aftenen, fik M en mail fra advokaten om, at de havde stillet to spørgsmål til ansøgningen. Det ene omhandlede strategien for det år M skulle være i New York. Han havde “kun” beskrevet en 1 års plan for hans virke herovre. De ville have, at han skulle beskrive en 4-5 års strategi. Det andet de stillede spørgsmålstegn ved, var dokumentationen for firmaets fysiske lokation herovre, og det til trods for, der var sendt kopier af huslejeregninger, billeder af firmaet mv. Og nå ja, at det havde eksisteret siden september 2015 i Williamsburg. I min verden må der da være et system, hvor sådan noget er registreret. Vi var begge grædefærdige, og vi troede egentlig det var en dårlig joke. Advokaten var selv super ked af det og lettere frustreret, men der var ikke andet for, at der måtte graves mere frem samt at M endnu engang måtte tage aftener og nætter i brug for beskrive en 5 års vækstplan og strategi for firmaet i USA. Flybilletterne måtte flyttes, ligesom interviewet på den amerikanske ambassade i København, eftersom vi ikke kunne komme til interview før end godkendelsen var på plads. Og som det sidste skulle vi også lige finde ud af, hvor vi skulle bo fra den 1.juli, da vi havde lejet huset ud fra den dato. Flybilletterne blev ombooket til den 22.juli, interviewet på ambassaden til den 14.juli og så bestilte vi en rejse til Alicante med all inclusive. Der var ikke andet for end at finde JA-hatten frem, selvom vi startede noget triste. Det gode var, at nu fik M ferie sammen med os. Det havde der ikke været meget af, hvis vi var rejst den 30.juni. Og hvis nogen trængte til ferie ovenpå et ekstremt hektisk forår, hvor M egentlig besad tre jobkasketter og arbejdede noget mere ud over det sædvanlige, ja så var det ham.

Så vi flyttede ind hos mine forældre den 30.juni, rejste til Alicante den 2.juli og fløj til København den 12.juli. Mens vi var dernede ventede vi svar fra advokaten på vores godkendelse. Der var deadline for vores ansøgning den 12.juli om aftenen dansk tid. Da vi landede i Kastrup havde vi endnu ikke hørt noget, udover, at advokaten løbende havde rykket dem. Farmor og farfar hentede vores børn og tog dem med sig hjem til Fyn, og så tog M og jeg metroen til Frederiksberg for at checke ind på, hvad der må være et af Københavns hyggeligste hoteller, Allegade 10. Om aftenen havde jeg booket et bord til os på LêLê (også denne kan SÅ meget anbefales). Der fik vi flere forskellige småretter med vinmenu, hvilket jeg blev sådan lidt småfuld af 🙂 M tjekkede løbende sin mail, og ca kl.23 kom der endelig en mail fra advokaten med ordene “CONGRATULATIONS”. Vi kiggede bare på hinanden med de største smil og tårerne trillende ned af kinderne (på os begge!), for hold nu op en lettere opslidende proces og hvilken lettelse, at det lykkes. Processen blev også lidt mere opslidende af, at det hele helst skulle være sket i går, vi havde ikke på noget tidspunkt ret meget tid at give af. M og firmaet ville gerne have ham afsted så hurtigt som muligt, og mit mor og dermed praktiske gen, ville gerne afsted i god tid inden skolestart, så begge børn kunne nå at vænne sig til en ny bolig, by, sprog mv. Vi kunne dårligt overskue at skulle det igennem igen for tredje gang. Men det skulle vi heldigvis heller ikke. Nu manglede vi bare et interview på ambassaden, vores visum i passet, og så var vi klar.

Torsdag kl.10 skulle vi på ambassaden med en vild stak papirer. Det eneste dokument vi manglede var selve godkendelsen. Vi havde kun en mail med vores sagsnummer. Advokaten havde sagt, at det nok ikke kunne nå at komme frem, ligesom M nok endnu ikke ville være at finde i systemet endnu. Men vi tog afsted, afleverede alt der kunne minde om flydende væsker og elektronik hos én af de mange sikkerhedsvagter, blev sluset igennem et system der virker mere omstændigt et sikkerhedstjekket i lufthavnen, for så at blive mødt af et lillebitte venteværelse med et hav af blå stole. Vi trak et nummer og kunne så bare vente på at komme til at tale med én af de tre ansatte bag en skudsikker rude. Vi var blevet advaret mod en potentiel lang ventetid, så vi havde garderet os med bøger – det fik vi heldigvis lov til at tage med ind, efter de også var blevet gennemlyst. Efter ca en halv time blev det vores tur. Her talte vi med en dansk kvinde, som vel egentlig bare tjekkede, at vi havde alle vores papirer. Og da vi jo desværre kun havde et udprint af en mail med vores godkendelse samt sagsnummer, skulle hun lige rådføre sig med en anden kollega. De ville skrive en mail til myndighederne i USA for at rykke for godkendelsen, så vi satte os rimeligt afslappede ned og ventede på vores interview. Der gik yderligere en times tid, så blev vi kaldt hen til én af de andre bag det skudsikre glas. Denne gang en amerikaner, og det var så det egentlige interview. Han startede desværre med at være noget irriteret over, at vi manglede godkendelsesdokumentet, for en mail kunne han overhovedet ikke bruge til noget, og han havde for øvrigt aldrig set det før i sine 4 (FIRE!) år på ambassaden, så han kunne ikke behandle vores sag før det kom. På det tidspunkt er vi nok begge blevet ret blege i betrækket, for tanken om, at vi måske skulle vente op til tre uger på næste ledige tid på ambassaden slog lige for en stund luften ud af maven på os. M spurgte, hvordan vi så skulle forholde os, og at vi havde en flybillet til den 22.juli, om vi skulle udskyde den. Han blev med et så venlig og sagde, at vi nok skulle komme afsted, han kunne dog ikke garantere noget med hensyn til dato, men han ville skrive til USA og rykke for, at M kom videre ind i deres system. Vi aftalte yderligere, at M selv skulle komme og hente vores visum, så vi ikke skulle bruge dage på at vente på posten. Heldigvis viste han sig at være enormt venlig, hjælpsom og imødekommende. Selve interviewet bestod i, at han spurgte, hvad Michael skulle lave i New York. Og det var så det. Så kunne vi gå ud til vagterne og få alt vores habengut tilbage og så ellers vente igen.

Tirsdag eftermiddag fik vi en mail fra ambassaden om, at vores pas med visum var klar til afhentning, så M bestilte fluks en togbillet til om onsdagen. Han skulle være på ambassaden præcis kl.15, kom han bare lidt for sent, kom han ikke ind og måtte vente til dagen efter. DSB artede sig, så kl.14 ankom han til Østerport og kl.15.20 kørte han med toget fra Østerport igen med vores pas i tasken, hvori vores visum meget fint var sat ind i én af siderne i passet.

Fordi det hele blev lidt presset, fik vi først bestilt IKEA til at levere dagen før vi skulle ankomme, og de skulle derfra bruge to dage på at sende folk ud og samle det hele. Så vi fik desværre ikke fornøjelsen af at træde ind på side 67 i IKEA kataloget 😉 Men pyt, vi havde vores visum, og det udløber først i 2021 🙂