Først og fremmest så TAK for alle jeres hilsener på både Facebook, Instagram og SMS, de betyder meget for os samt bekræfter os i, at vi gør det rette. For lige når det er aller mest svært, ville det så ikke være det nemmeste, hvis vi pakkede sammen og rejste hjem igen til Aalborg? Vi kunne lave et kollektiv med verdens bedste naboer, for vores hus er jo lejet ud til juli 2017, og selvom den tanke kan virke tillokkende, hvad lærer både vi og ikke mindst vores børn af det? At når noget er svært, så giver du op og flygter tilbage til det velkendte og trygge. Hvor udviklende og lærerigt er det? Altså på den lange bane. Er det ikke også en gave at give sine børn, at de har en far, der er så passioneret omkring sit erhverv, og fordi han er så dygtig til det han gør, får denne mulighed for at bygge et nyt stort marked op i USA. Lærer de ikke, at passion og hårdt arbejde kan gå op i en højere enhed, og at det belønner sig. På den lange bane. At de får muligheden for at bo rimelig luksuriøst (de kalder fortsat vores hjem for hotellet 😊) i verdens, måske, fedeste storby samt lærer et sprog i en tidlig alder, som vil lægge sig godt og stabilt i deres rygsæk for altid. Men altså på den lange bane, ikke? For lige nu og her er det godt nok hårdt at være vidne til to små, seje og tapre børn, der, i deres grønne skoleuniformer, skal forsøge at finde sig til rette i et system, der er væsentligt anderledes end derhjemme – på godt og ondt. Men vi bliver nødt til at sætte vores lid til, at det bliver godt. Om det bliver om en uge, en måned eller tre må tiden vise. Og vi bliver også nødt til at sætte vores lid til, at med den støtte og omsorg de ansatte på skolen giver vores børn, får de et godt og lærigt skoleår, som gør dem stærkere. 

I går eftermiddags hentede vi to glade børn fra deres 1.skoledag. De grinede, fortalte, hoppede og dansede hele vejen hjem. Og det er vist overflødigt at fortælle, hvor (tårevædet) lettede vi var. Under aftensmaden leger vi altid en leg (vi har lært af nogle af de bedste mennesker, vi kender) der hedder “bedste, bedste, værste”. Den går ud på, at man skal sige de to bedste ting fra dagen og den værste. Nanna sagde, som den første bedste ting, at hun var startet i skole. Så noget godt midt i alle tårerne har der heldigvis været. 

Der er to lærere ansat på skolen til at tage sig af børn, som ikke har engelsk som 1.sprog. De har begge været meget omkring Nanna i går, og de var der heldigvis også i morges, da vi skulle aflevere. Vi skal hver morgen aflevere i skolens cafeteria, og så går klassen samlet op, uden forældre. Den del var ekstra svær for Nanna her til morgen, så afskeden var ret hård. Heldigvis kom de to engelsklærere og hjalp hende. Og jeg kunne gå lettere rastløs og deprimeret ud derfra.

Emil derimod var top tapper, sagde farvel og gik med klassen. Jeg så, at én af drengene havde gang i en større monolog over for Emil, og mon ikke det med tid udvikler sig til en regulær samtale 😊

Om en time skal jeg hente dem, og så er jeg spændt på at høre om skoledag nummer to i New York.