Da vi fandt ud af, at Michael skulle arbejde for sit firma i New York, og vi begyndte at fortælle det til andre, var et af de første spørgsmål altid, “jamen, hvad skal du så lave?”. Til det spørgsmål svarede jeg altid lidt grinende, at jeg skulle lægge frugt i skåle og sørge for den rette farvekoordination af disse.. Dernæst skulle jeg sikre, at børnene trives og at der var ro omkring dem i denne større omvæltning. Hvortil næste kommentar gerne lød “ej, du kommer da til at kede dig, hvis du ikke har et arbejde!”. Dertil kan jeg nu svare, at nej, jeg keder mig så absolut ikke (endnu), og hvis nogen skulle være i tvivl, så befinder jeg mig i New York, hvor man vist trænger til et kærligt skub i ryggen, hvis man keder sig 😉

Hvorfor er det, at ens identitet er så tæt forbundet med ens arbejde, og tager man en pause fra det et år, så kommer man til at kede sig? Herovre har jeg endnu ikke mødt én, som har stillet spørgsmålstegn ved, at jeg ikke har et arbejde, men tværtimod bliver mødt med et “good for you”. Det er egentlig også sjældent, det første jeg bliver spurgt til, altså hvad mit arbejde er, hvorimod i Danmark, så er det gerne det første man skal vide om andre. Og jeg tror egentlig ikke, at min identitet blev efterladt i lufthavnen i det øjeblik jeg boardede flyet mod New York 😉 Selvfølgelig er det en omvæltning at rejse fra det man kender og dernæst i gang med at finde sig til rette i et nyt land, ny omgangskreds og ikke mindst en anden hverdag end den man er vant til. Man kan føle sig reduceret til et vedhæng, som er dybt afhængig af sin mand, og selv ens visum er knyttet op på sin mand, og du er i den sammenhæng “kun” en 2.prioritet.

Jeg synes dog, at det er det vildeste privilegium, at jeg det næste år er co-pilot for min mand, har den totale projektledelse for vores hjem og to børn samt at jeg mandag til fredag har seks timers Maria-tid, uden dårlig samvittighed over at jeg burde arbejde for at bidrage til husholdningen. Hvad jeg vælger at bruge min tid på, er der ikke nogen, der blander sig i. Den største udfordring er at bruge den tid konstruktivt, for jeg har ikke nogen interesse i at komme hjem om et år og knap kunne huske, hvad jeg brugte min tid på i New York, fordi jeg netop ikke gjorde noget.

Bl.a. derfor var det også rigtig fedt, at jeg i torsdags blev inviteret med til et netværk af andre danske kvinder, som ligesom mig, er rejst til New York med deres mand grundet mandens arbejde. Formålet er, at vi kan hjælpe hinanden med fx at komme ud i arbejde, frivilligt arbejde, opstart af selvstændig virksomhed eller uddannelsesønsker. Man bidrager med det emne, som man selv ønsker at vide mere om. Og selv om jeg hverken har en interesse i at søge arbejde herovre, ej heller at starte som selvstændig, kunne det jo være, at jeg har nogle kompetencer, som jeg kunne være behjælpelig med. Én i netværket har erfaring med frivilligt arbejde, og det synes jeg personligt, bliver rigtig interessant at vide noget mere om.

Men ja, jeg bruger da også en del tid i et par yogabukser, drikker en del mere kaffe og te ude, nyder at bo i denne skønne storby, og jeg mangler fortsat at udforske rigtig meget endnu (bliver man nogensinde færdig med at udforske New York..?). Og nej, jeg er ikke bange for, at jeg hverken kommer til at kede mig, at min identitet bliver helt tabt eller at min intelligens skrumper, fordi jeg har travlt med at være fuldtidshjemmegående i et års tid. Jeg er ret sikker på, at som alt andet her i livet, så træffer du selv de valg, der gør dig lykkelig og giver dit liv det indhold, som du måtte ønske 🙂