Klokken slår, tiden går

Jamen så gik der 8 måneder som gæste beboere her i New York. Altså den der tid, den flyver virkelig bare afsted. Vi har været igennem tre årstider, og selvom vi officielt burde befinde os i foråret, er det stadigvæk bidende koldt. I går havde vi én af de der famøse forårslignende dage, for så i dag brat at blive overtaget af blæsende kulde. “Springster” hedder den årstid, som åbenbart er den femte årstid i New York – så på sin vis har vi allerede oplevet fire årstider, men springster alligevel.

Vi har været sneet inde (igen!), og i følge de danske medier, var der undtagelsestilstand i New York. Jeg ved nu ikke, om det var så vildt, selvom jeg nægtede at forlade min lune lejlighed, så når andre tilbød at tage mine børn med ud i sneen, blev det hilst særdeles velkommen. Nanna kunne dog berette om en snetornado, som hun blev hvirvlet ind i, så lidt vildt var det måske. Hun kom nu ret uskadt igennem den.

I weekenden fik vi skønt besøg af faster Rikke og kusine Le, som kom med fødselsdagsgaver til Nanna, så vi tog lidt forskud på fødselsdagsglæderne med Shopkins fødselsdagstema. Til sådan et tema hører naturligvis også en kage. Og kender I det med, at I finder noget på Pinterest og tænker “det kan jeg da snildt lave…” ja, her ser I resultatet af mit forsøg

Søndag var vi på Museum of Natural History, som havde en helt nyåbnet mumie udstilling. Det var lige dele fascinerende og lige dele uhyggeligt, for det var altså helt rigtige mumier fra bl.a. Peru og Ægypten, som var røget en tur i en 3D scanner, så man kunne identificere indholdet. Fra de meget døde mumier i mørke lokaler, skeletter af bl.a. havskildpadder og dinosaurer,  trængte vi til lidt liv og lys, så vi var nede og se deres imponerende samling af smukke (og meget levende) sommerfugle. Emil, Nanna og jeg var på museet sidst i sommer, og dengang svor jeg, at jeg snart skulle tilbage, for det er virkelig et fantastisk (intet mindre!) museum og ikke mindst kæmpestort. Det tog mig også kun 7 måneder at vende retur. Det kan virkelig anbefales at besøge, hvis man er i New York med børn. Ja, vel egentlig også uden.

Smukke Musuem of Natural History

 

Central Park, sne og blå himmel kan nu også noget

Vi har faktisk været her ret længe, og jeg kan pludselig blive helt bekymret for, om tiden render fra os, så vi ikke når halvdelen af de ting, vi gerne vil opleve i denne her fascinerende by. Jeg må hellere få startet vores “bucket list” op med ting, steder, mad, oplevelser m.v der skal udforskes inden lejligheden på 23.etage bliver byttet ud med et gammelt etplans hus i Aalborg. Jeg kan dog trøste mig med, når New York abstinenserne bliver for dominerende, at byens borgmester har planer om at opføre en ny bydel man vil kalde for Aalborgs Manhattan. Det bliver sikkert næsten det samme…

Den kommende tid er jeg ret meget alene på posten som børneopvarter; Michael er på et lynvisit i København som bliver efterfulgt af seks dages arbejde i Las Vegas. Jeg ved ikke rigtigt, hvem der narrer hvem her – altså nu har jeg aldrig været i Vegas, men kan det overhovedet lade sig gøre at arbejde i den by? Jeg ved så meget, at de skal på en messe, hvor Michael skal tage sig af “bar og restaurant messen”, der er vist også en “pizza messe” og sikkert en hel masse andet, som jeg ikke hørte, fordi han begyndte at fortælle mig om et kickoff pool party søndag morgen og dernæst ville have mit råd til valg af påklædning. For 8 måneder siden hørte jeg fra flere, at jeg helt klart var den af os fire der havde vundet i lotteriet angående en udstationering til New York. Jeg ved ikke, om de samme personer længere vil give sig til kende, for jeg har lidt svært ved at vurdere, om det fortsat forholder sig sådan 😉

7 thoughts on “Klokken slår, tiden går

  1. oeglemor siger:

    Ih altså, det lyder virkelig spændende med sådan en udstationering. Det kunne jeg godt tænke mig at prøve, selv om det faktum, at begge unger går i skole efter sommerferien, og så bliver det pludselig lidt mere omstændeligt. Vi må tage på lange ferier i stedet – og meget gerne til New York, hvor jeg desværre aldrig har været! Dejlige billeder, i øvrigt!

    Liked by 1 person

    • hverdagiwilliamsburg siger:

      Ja vi rejste også med to unger i skolestart. Nanna skulle være startet i skole sidste år, så hendes skoledebut blev i stedet på amerikansk jord. Det er nu gået over alt forventning, hun læser og skriver ret flot på engelsk. Vi øver intet dansk med hende, men tænker at det kommer meget naturligt når hun rykker tilbage i 1.klasse i DK. New York er skøn, både med og uden børn 😉

      Like

Skriv en kommentar