Èn af de sjældne januar dage med blå himmel

Jeg er virkelig blevet spurgt mange gange til, hvordan det er at flytte hjem igen. Og jeg har da også tænkt det selv mange gange. Altså hvordan det er at være flyttet hjem igen. Hjem til vores gamle hus, hjem til børnenes skoler, deres og vores venner, familie, job og den generelle hverdag igen. Det mest mærkelige ved at være flyttet hjem igen er, at tanken om, at vi har boet i New York er meget fjern. Det føles som et langt liv siden, at jeg betrådte de beskidte fortove i Williamsburg, drak coctails på toppen af alverdens rooftop barer (og gerne på en hverdag…), var på mangt og mange kaffe(te)- og gå dates med nogle af de bedste danske piger New York kan opdrive, spiste (fantastisk mad) ude mere end jeg har gjort i flere år i Danmark tilsammen, og i det hele taget havde, hvad der føltes som oceaner af tid til og med mine tre skønnerter. Åhh, hvor jeg savner når skriver dette ned, og det går nok også mere og mere op for mig, at den tid er slut, men aldrig glemt. Jeg glæder mig til, jeg skal gense det hele, både fantastiske New York, men mindst lige så meget de dejlige mennesker, som gjorde mit/vores New York eventyr til noget helt særligt (I ved, hvem I er ❤️).

Men hvordan går det så herhjemme i det grå og fugtige Danmark? Er vi faldet godt til igen? For at svare på det sidste først, så JA, vi er faldet godt til igen. Vi elsker alle at være hjemme igen i vores oldgamle 60’er retro villa, hvor isoleringen er lige så ringe, som de nybyggede lejligheder i New York, så lige på den front, er der ikke så meget til forskel, ha ha. Vores børn stortrives i deres gamle vante rammer, selvom det for Nanna betyder ny skolestart igen. Men hun er heldigvis havnet i en klasse med de skønneste og sjoveste børn, så der passer hun ret godt ind. Emil synger dagen lang, og han kan ikke komme hurtigt nok i skole om morgenen, så vi har sat et “tidligst-tidspunkt” han må forlade matriklen på til kl.7.15. For de er jer der ikke ved, hvor langt vi har til skolen fra vores hus, så tager det fem minutter.. på cykel.. altså hvis der er strid modvind. Så I kan nok regne ud, at han synes det er ret fantastisk selv at kunne transportere sig i skole samt at være i skole i al almindelighed. Rent fagligt går det også ret godt, selvom de i matematik i Emils klasse var noget foran New York, men han er heldigvis kommet ret hurtigt efter det – også takket være de bedste venner, som har lavet lektier med ham og hjulpet ham. I morgen skal Emil fremlægge om et valgfrit land, og han valgte USA sammen med sin ven. Han har brugt ret lang tid på at finde det, han gerne vil fortælle om USA, og her til aften lagde han sin New York Giants cap og t-shirt frem, som han skal have på til fremlæggelsen. Hvor sødt er det lige.. Jeg spurgte ham, om han ikke ville fremlægge på engelsk, men så modig er han trods alt ikke, desværre 😍 Er nu ret sikker på, at hans seje klassekammerater ville synes, at det var ret cool, hvis han fremlagde det hele på hans fede amerikaner engelsk 😉

Men alt i alt, har det kun været en succes for Emil og Nanna at komme hjem på dansk jord igen.

Så er der Michael og jeg. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at vi gerne havde taget et par år til i New York, hvis ikke det var for vores børn. For vi STOR trivedes i den vanvittige by, som virkelig æder én med glubsk appetit, på den gode måde altså. Men vi er heldigvis også ret glade for at være hjemme igen. Michael er fortsat i firmaet bare med en ny rolle, som han heldigvis er ret glad for. Rejsedagene er ikke blevet mindre siden før vi rejste til New York. Noget af det gode ved New York var også, at Michael ikke havde mange rejsedage. Men den trommerum er vi nu landet ret godt i igen. Heldigvis er vores netværk også noget større her, så der er hurtigt familie og venner der træder til med en hjælpende hånd. Jeg er også landet godt igen på mit gamle arbejde, som jeg fik orlov fra. Jeg havde en god første uge, anden uge lagde jeg mig syg og nu kører vi på tredje uge. Det er nok ved at gå op for mig, at det her er vores nye (gamle!) virkelighed, og på en måde, er der ikke sket meget i de 17 måneder, hvor vi checkede ud af Danmark. Det er vel i og for sig også helt okay, for det gør vores landing lidt blødere, og vi er forhåbentlig også lidt nemmere at få integreret igen. Selvom om det med at finde sin plads i Velfærdsstaten Danmark igen tager sin tid, men det kan komme i et separat indlæg. Men tiden, tiden vi havde sammen alle fire, den kommer aldrig igen på samme måde. Jeg bliver mere og mere taknemmelighed for den fantastiske chance vi fik for at trække stikket herhjemme for eventyrlige 17 måneder i New York.

Men for at svare på indlæggets titel, det er rigtig dejligt at være flyttet hjem igen, MEN jeg synes også, det er lidt hårdt at finde hverdags rytmen herhjemme. Altså acceptere, at den tid vi havde sammen i New York aldrig vil blive det samme her i Danmark. Det tager tid har jeg hørt fra flere, så jeg må væbne mig med tålmodighed og huske på at markere fremtidige familie åndehuller i kalenderen, hvor vi kan trække stikket i fællesskab i weekender og i ferier. Eller rejse til New York, på ferie altså