Sådan her lagde Nanna sig i gangen i går eftermiddags da vi kom hjem fra skole. Hun var bare så træt og mæt på indtryk. Så jeg fik hende løftet hen i sofaen, stak hende ipad’en og en tallerkenfuld knækbrød mens hun langsomt fandt sig selv igen. Emil derimod var glad og meget talende. Han fortalte med stolthed i stemmen, at han havde fået en ven, Mr. Brown, som assisterer i klassen fordi der er en i kørestol. Så i de fleste timer er de tre lærere til 26 børn samt at én af de to engelsklærere også er omkring Emil i løbet af dagen. Og alene det gør, at vi er så glade for vores valg af skole, som jo for nogle uger siden fyldte en del. Drengene i Emils klasse er enormt søde til at hjælpe ham med bl.a. at bede ham om at sætte sig ved siden af dem i cafeteriet til frokost. Kender alle ikke til, hvor angstprovokerende det kan være at finde ud af, hvor man skal sidde når man skal spise frokost på ens nye arbejde? Og hvor angstprovokerende det må være for en lidt genert 8 årig, som også er udfordret på sproget. Oppe i klassen hjælper de ham også med at pakke tasken selvom han nok godt selv kan det. Men hvor rørende er det ikke? Lærerne bruger enormt meget Google Translate, og i morges viste den ene lærer mig, at hun havde brugt Google til at oversætte deres fredagssang, så han ved, hvad sangen handler om. De fortjener store medaljer hver og én.

Udover Emil og Nanna kæmper med at lære, forstå og tale engelsk, har de også spansk på skoleskemaet. For Nanna er det hyggeligt, fordi de synger sange og alle er på lige bar bund, selvfølgelig bortset fra dem af hendes klassekammerater, der har spansk som modersmål. Men for Emil er det straks lidt sværere, for det er 3.år for dem med spansk, så lærerne vil give mig lister med spanske ord, vi kan øve herhjemme, og så kan jeg også få genopfrisket mit spanske 😊

Nanna har det lidt sværere med skolestart. For hende er det rigtig svært at sige farvel, hvilket det også kunne være i DK, her kan hun så heller ikke sproget, så det gør det ikke nemmere. Når vi møder ind om morgenen foregår det i skolens cafeteria. Hver klasse er samlet ved et bord, og når alle er samlet går hver klasse sammen op i klassen uden forældre. Emil siger farvel, vinker og går med de andre op. For Nanna har vi lavet den aftale, at jeg får lov til at følge med op til klassen. Det fungerede ret godt her til morgen, til trods for tårer. I går og i forgårs var virkelig hårde. Så vi håber, det langsomt bliver bedre. Hun glædede sig også til, hun både skal have musik og dans i dag. Deres danselærer er tidligere danser, og da vi var på besøg på skolen, viste han os nogle ret seje street-agtige dansemoves, som begge børn (og forældre) blev ret imponeret over. Så vi har vist alle fire ret store forventninger til lige præcis det fag 😊

Når jeg henter om eftermiddagen er det ret interessant at opleve alle de ansattes roller i overleveringen af børn til enten forældre, nanny’s eller skolebusser. Selv inspektøren er med i hele det her velorganiserede logistiske cirkus, hvor alle er udstyret med walki talkies og skolevagterne er placeret på få udvalgte steder. Klasserne kommer ud løbende med deres lærere, og hver klasse står et bestemt sted i den her atrium. De børn der skal med skolebusser bliver fulgt af en lærer, så de kommer med de respektive busser. Michael og jeg står på deres lister over, hvem der må hente, og så længe vi ikke skriftligt har givet skolen tilladelse, må andre ikke hente dem. Jeg skal skrive under for afhentning af både Emil og Nanna inden vi må gå.

I går da jeg hentede, og Nanna vinkede farvel til de af pigerne, der ikke var blevet hentet eller skulle med skolebus, kom én af dem hen og gav Nanna en stor krammer. Der smeltede mit hjerte lidt igen. Det kan godt være, begge børn af bagud på sproglig kompetence, men hvad angår sociale kompetencer, tror jeg, de er ret godt med. Så lige så forbandet hårdt det var følelsesmæssigt, især første skoledag, lige så skønne, rørende og stolte øjeblikke tror jeg (heldigvis) vi kommer til at oplevere mere og mere af. De små daglige successer og sejre fylder heldigvis også meget.