GLAD og STOLT efter dagens opturs samtaler

Jeg har vist efterhånden skrevet en linje eller to omkring udfordringerne ved at være udstationerede med børn i New York (læs bl.a. her og her). Inden vi rejste var det også de to skønne poder, der fyldte mit hoved med de fleste bekymringer. Bekymringer over at skulle forlade en tryg base i et ret hyggeligt og meget homogent område i Aalborg til fordel for, hvad der må siges at være den diametrale modsætning i New York. Emil og Nanna fik ikke noget valg, det træf vi for dem den torsdag aften over en flaske rødvin, hvor Michael både fremlagde ideen om New York, samt fortalte, at hans chef gerne ville have et svar fredag morgen, som i dagen efter. Vi nåede derfor heller ikke at drøfte vores overvejelse, som ret hurtig blev en beslutning, med nogen (kun vores forældre viste, at der måske var en lille mulighed for en udstationering). Så det var med sommerfuglene baskende i maverne, at vi fortalte det til venner og familie, at New York ville blive en realitet i løbet af sommeren 2016.

Som bekendt flyttede vi herover i slutningen af juli 2016, og det har så sandelig ikke været en smidig omstilling for vores børn (eller os). For det første kunne de ikke sproget, det skulle de først til at lære. Dernæst var alle deres venner i Danmark, så de var meget overladt til dem selv i starten, hvilket ikke gjorde savnet til vennerne derhjemme mindre. De kunne også have svært ved at forstå, hvorfor vi alle skulle flytte med herover, de mente begge to, at den bedste løsning var, at Michael skulle pendle mellem Aalborg og New York. Jeg kan fortsat få en knude i maven når jeg tænker på den første skoledag, hvor vi afleverede begge børn i skole, og den ulykkelige rastløshed og ikke mindst tvivl det efterlod hos Michael og jeg. Der var vi begge ret sikre på, at vi havde gjort det absolut dummeste i verden, og det bare var et spørgsmål om tid, så var vi på retur til Danmark. Heldigvis tog vi ikke en så drastisk beslutning på en så følelsesladet dag, og vi er her endnu 😉 Og gudskelov for det, for efter i dag at have været til en virkelig opturs skole-/hjemsamtale, er jeg bare endnu mere stolt af vores to skolebørn og endnu mere glad for vores beslutning om at blive udstationeret i New York. De er begge meget vellidte og har gode venner i klassen. De taler rigtig flot engelsk, de har en rigtig god matematik forståelse, og så læser de begge to bedre end klasse niveau. Efter sådan en samtale, bliver alt den tvivl og de mange bekymringer så ligegyldige, for de har ikke taget skade af at blive flyttet tværs over Atlanten. Tværtimod viser de så meget sejhed, og hvis bare en flig af den bliver siddende i dem for altid, skal de nok klare sig uanset hvor i verden de vil slå sig ned, og hvad de ønsker at fordrive tiden med. Børn er generelt bare ret seje, og vi voksne skal passe på med at putte for mange voksen bekymringer ned over hovederne på dem, de kan så meget mere end vi tror – heriblandt også klare en flytning til et andet land med et andet sprog og andre kulturer 🙂

Eftermiddagsleg og fodboldtræning – ugens sygdom var for et øjeblik glemt, vejret skulle nydes og den gode samtale fejres