Advarsel: tekst tungt og billed fattigt indlæg 🙂

Så blev det også vores børns tur til at have første skoledag efter en laaaang og begivenhedsrig sommerferie. For Nanna er det første skoledag, som i nogensinde, og Emil skal starte i 2.klasse. Lørdag formiddag fik vi dog en opringning som midlertidigt satte en stopper for Emils skolestart, men mere om det længere nede (uhhhh, cliffhanger..)

I torsdags var vi på skolen til åbent hus sammen med alle de andre børn og forældre, som skal gå der i dette skoleår. Det var rigtig hyggeligt, for vi så deres klasselokaler samt mødte deres lærere. Der er to lærere i hver klasse. I begge klasser det unge lærere med et engagement og en varme, som vist gav os alle fire en god fornemmelse i maven, selvom jeg tror sommerfuglene, også de meget nervøse, fylder ret meget hos både Emil og Nanna. Vi mødte også Miss Ana, som skal give dem ekstra engelsktimer. De er berettiget til ca 6 timer om ugen, som falder i skoletiden. Derudover skal de også have spansk og dans, så de er ret sikre på, at de også kan tale spansk når vi kommer hjem. Da vi skulle gå igen, ville Nanna gerne blive, så det var egentlig rart at se.

Som jeg beskrev tidligere, har vi skulle forberede os lidt anderledes til skolestart, end vi gjorde i Danmark. Så udover mange indkøb, skulle vi også besøge lægen, som skulle sundhedstjekke og -godkende dem. Så udover at lytte på dem og se dem i halsen og ørerne, fandt hun ud af, at de ikke have en vaccine på leverbetændelse samt en vaccine, som de først senere skal have i DK. Så der sad jeg med to storgrædende børn, som skulle have et stik i hver arm. Dernæst kunne hun fortælle mig, at begge børn skulle have taget blodprøver, så der ikke gemte sig noget uset i kroppen. Blodprøvetagning foregår på en klinik, og lige der var jeg glad for, at de endnu ikke forstår så meget engelsk, for der var så absolut ingen grund til at fortælle dem, at der var flere, der skulle stikke i dem. Om aftenen fik jeg bestilt en tid til blodprøve til nogle dage senere. Den besked fik de tirsdag morgen, at vi et par timer senere skulle hen på en klinik og have taget en blodprøve. Det tog de ikke så pænt, så jeg måtte (igen) trække på mine (efterhånden) ret udmærkede vingummipædagogiske evner og love dem MacD til frokost OG en gave efterfølgende. Gaver fik de selvfølgelig også efter de to vacciner inden nogen begynder at tænke, at jeg forsømmer mine børn. Blodprøvetagningen gik som sådan noget gør, når nogen begynder at stikke nåle i ens arm uden ens samtykke (hvis nogen skulle have prøvet det?!).

De fik efterfølgende lige det de ville på MacD, og dernæst fandt vi den mest hyggelige legetøjsbutik jeg længe har set. Der brugte vi en rum tid, da Emil skulle se det samtlige udvalg, Nanna nøjedes med at tjekke bamseudvalget, og det tog ca samme tid for dem begge 🙂 Dernæst gik vi på (en vegansk) isbar og brugte en uhyre sum på tre isvafler (det var jo også hårdt for moderen, der skulle trøste de to søde børn) med to kugler i hver (lige umiddelbart derefter blev mit VISA kort blev spærret, havde fået en “kærlig” hilsen fra min søde bankmand gennem Michael et par dage før, men hey, ungerne havde fået taget blodprøver)

Nå, men alle var glade da vi kom hjem, måske også fordi jeg havde lovet dem fri leg resten af dagen, hvilket mange gange er lig med fri skærmtid og playstation. Og jeg lovede dem, at de ikke skulle stikkes foreløbigt, altså lige bortset fra om en lille måned, hvor leverbetændelse vaccine nummer to skal gives, og igen om fem måneder, hvor den tredje og sidste skal gives.

Lørdag morgen havde vi planer om en tur over Brooklyn Bridge og ca 20 minutter inden vi skal ud af døren, ringer vores læges sekretær og fortæller os, at de har fået svar på blodprøverne. Nannas er perfekt, men de vil gerne se Emil igen, for hans blodprøve viser, at han har tuberkulose…. Jeg stopper lige et øjeblik med at trække vejret, og spørger hende så igen, hvad hun sagde. Hun siger igen, at blodprøven viser en positiv test på tuberkulose, og om jeg vil tale med lægen? Øhh JA TAK. Hun stiller mig videre til hende, og hun siger rigtig nok, at prøven var positiv, og at de derfor gerne vil udrede ham yderligere. Han skal have taget røntgen af lungerne samt videre til en specialist. Desuden kan hun ikke sende ham i skole, fordi det jo smitter. Jeg er lidt i chok og siger, at vi meget gerne vil se hende hurtigst muligt, så vi kan finde ud af, hvad vi gør. Altså Emil er sund og rask. Han hoster ikke, har ikke feber, han kører, især sin mor, træt på basket- og fodboldbanen, og det burde man ikke kunne med tuberkulose. Vi tager alle til lægen, hvor hun igen lytter på ham, mærker efter hævede kirtler, kigger i hans hals og ører igen, og mener, ligesom os, at det må være en falsk/positiv test, som desværre kan forekomme, da man er blevet mere specifik i analyserne af blodprøvetagningerne. Hun henviser os til røntgen tirsdag morgen kl.8 samt giver os en liste over de specialister, vi kan kontakte, som samarbejder med vores sundhedsforsikring. Og så går vi igen. Meget meget mærkeligt. Vi tænker egenlig ikke over det resten af weekenden, og søndag tager vi turen over Brooklyn Bridge. Mandag er der Labour Day, så hygger vi rigtig meget derhjemme. Det er jo den sidste feriedag inden skolestart, så efter Julie har været der og givet dem engelskundervisning, laver jeg pandekager, som vi spiser foran filmen “Escape from Planet Earth”.

Tirsdag morgen kl.7.50 tager Michael og Emil en Uber til røntgen, og Nanna og jeg bevæger os mod skolen. Selve turen derop er super hyggelig, men da vi nærmer os, begynder hun så småt at gå langsommere. Vi skal mødes i skolens cafeteria, hvor deres lærere står ved hvert bord med alle elever og forældre. Kl.8.20 går vi alle mod klassen og Nanna er på det tidspunkt rigtig ked af det. Alle forældre går med op, og når vi kommer op foran klassen, skal alle børnene stille sig på en række, og inden de går ind i klassen skal de give læreren enten en high five, hånden eller et kram. Dernæst viste de dem, at de skulle gå ind og finde en stol, pakke deres taske ud og hænge den på en knage i garderoben. Alle de ting, vi har købt er til fælles eje, så der er ikke meget i deres tasker ud over en notesbog og en madpakke. De får frokost på skolen, så Emil og Nanna har bare fået lidt frugt og vand med. Nanna har hele tiden ret svært ved at slippe mig, og det bliver et langt tårevæddet farvel. Men altså, så tapper hun er, og hvor kan jeg godt forstå, hvor svært det må være. Så sidder hun der, i en fremmed skole, med fremmede mennesker, et fremmed sprog i et fremmed land. Og hun ved ikke, hvornår Emil kommer tilbage på skolen, hvilket har været rart for dem begge at vide, at de har hinanden lige nede ad gangen. Lige som jeg går ud af skolen får jeg en sms fra Michael, at de sidder på en cafe længere op ad gaden, så jeg iler op mod dem. De har været inde til røntgen, og vi vil få svar engang efter kl.9. Kl.9.50 ringer vores læge og siger, at der ikke var noget på røntgen, Emil har altså ikke tuberkulose (hvilket vi jo nok alle sammen vidste), og han må gerne komme i skole. Michael følger ham i skole, og i skrivende stund sidder jeg og venter på ham for at høre, hvordan det gik. Emil virkede lettet over, at han ikke fejlede noget, selvom han jo også var ret sikker på, at han var sund og rask, for sådan føler han sig også, siger han, så skoletanker var nok lidt skubbet væk. Jeg gav ham et farvelkram ude foran skolen, og der virkede han glad og spændt, men det kan jo vende, når han mødes med de faktiske realiteter i klasselokalet.

Når vi henter dem kl.15.20, har jeg lovet dem, at vi går direkte hen på en fransk cafe tæt på, hvor vi bor, hvor de må spise alle de kager de kan, til de næsten får ondt i maven. Nå ja, og så har jeg også lovet dem en gave 🙂