Michael`s (ucensurerede) version af første skoledag.

Første skole dag på helt vanlig “Michael-jeg-vil-ikke-komme-for-sent-og-vi-skal-nå-det-hele-maner-vis” var vækkeuret sat til 05:45. (skolestart 08:20)

Op i bad, lave havergrød, æg, dække morgenbord, lave kaffe, op og lukke en kollega ind på kontoret kl 7, tilbage, spise, bestille en Uber til Emil og jeg, og alle mand ud af døren. Nå at bliver irriterret over Maria og Nanna ikke var klar på samme sekund som Emil og jeg, men hele 30 sekunder efter… (Jeg forstår stadig ikke helt, hvorfor Maria er ved at blive vanvittig en gang imellem) 🙂

Afsted i Uber til røntgen med Emil… Nå ja, glemte lige at fortælle, at Uber`en måtte ud på en omvej ned til os, da hele vores del af vejen var afspærret af ”NYPD Crime Squad”. Jep, en 22 årig mand blev skudt og dræbt i nat kl. 01:30 lige udenfor nr. 20 (vi bor nr. 22). Bum, så er vi i gang og så med virkeligheden af ”storby” lige uden for vores hoveddør.

Grunden til Emils røntgen af lunger var for at afskrive en mulig Tuberkulose som hans blodprøve i sidste uge viste. Da vi gerne ville have det overstået hurtigst muligt for at Emil kunne komme i skole i dag, og da det viste sig, at de ikke accepterede vores Sundhedssikring, blev løsningen at betale kontant ved kassen frem for at søge efter et sted der tager vores sundhedssikring, vente på, vi kunne få en ny henvisning til dette sted fra vores læge og så ikke komme i skole i dag. Heldigvis viste alt sig at være fint og beskeden fra lægen var ”ingen Tuberkulose til Emil i denne omgang”. Ventetiden på svar blev brugt på cafe og Emil viste, at han var klar til at komme i skole og virkelig glædede sig til at komme i gang med 2 klasse i New York.

Denne begejstring holdte så længe som til vi var i klassen og undervisningen var i fuld gang. Jeg var med inde i klassen i en lille time og kunne sidde på afstand og observere ham. At se hvordan virkeligheden stille og roligt gik op for ham der på tæppet, hvor der bare blev snakket engelsk hen over hovedet på ham er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har oplevet.. At se hvordan han først i skøn Emil stil med ret ryg og front imod læren klar til at modtage til han sank mere og mere sammen, pillede i sine sandaler, finger og trøje, hvordan han måtte blinke mere og mere for at holde vandet væk fra øjnene og tørre næsen i ærmet.. Her blev det svært for faderen, og jeg måtte ud på gangen og trække luft, og da konklusionen blev, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage mere selv, måtte det blive en hurtig, og for Emils side, meget tårevædede afsked. ”Hvor er det Nanna er, hvor er det mor sidder, henter I mig på skolen igen… Jeg kan ikke få luft, og jeg forstår slet ikke noget af hvad de siger” Det kunne jeg slet ikke holde til.. Jeg skulle egentlig have spurgt om forskellige ting på kontoret, men skulle bare ud.. Ud i frisk luft hvor jeg brød totalt sammen.. Fuck mand, jeg har aldrig prøvet noget lignende og måtte bruge næsten en time på at komme ovenpå igen.. Maria sad på en cafe i nærheden, men jeg kunne ikke gå derind, så jeg satte mig på en bænk i nærheden, og så væltede den dårlige samvittighed bare ned over mig.. Hvad er det, jeg har gang i, alt det min familie må ofre, og alt det de skal igennem for at jeg kan udleve min drøm om at arbejde i udlandet…. Er det det værd? Er det overhovedet rimeligt at trække dem ud af de tryggeste rammer der findes, væk fra verdens dejligste mennesker, mennesker som de og jeg savner hver dag? Og hvad er det, jeg tror, de får med hjem fra dette ”eventyr”?

Så den ellers nøje planlagte dag (08:20 aflevere unger, 08:30 kaffe med Maria, 09:30 møder på kontoret til kl. 15, hente børn og på cafe kl 15:20 og igen møde på kontoret fra kl 17-18) endte jeg med at aflyse med en e-mail ”I will not be in today, see you tomorrow” til kontoret.. Ingen overskud virkelig kun tomhed… Wow.. det havde jeg slet ikke set komme, men det er jo nok det, de små kan, skabe følelser ud i ekstremer på godt og ondt, og så sammen med den aldrende dåbsattest er jeg hårdt ramt lige nu 🙂

Efter 5 MEGET lange timer uden at foretage sig noget som helst, kunne vi sammen hente vores unger i en hektisk skolegård. Heldigvis glade, fulde af overskud og meget ivrige efter at fortælle om deres dag. Det er med garanti, at det bliver hårdt igen i morgen og de næste mange dage frem, men den virkelighed der i dag gik op for mig kommer forhåbentligt ikke så voldsomt igen..

Michael