Det er virkelig ikke alt der er lige rosenrødt ved en udstationering. Det har vi da måtte sande et par gange. Blandt andet så kan det at være forældre til to så fantastiske skabninger, som Michael og jeg har produceret, have sine udfordringer. Michael føler ofte en dårlig samvittighed over, at han arbejder ret meget.Det synes jeg nu ikke, han gør, fordi han i Danmark havde to hele dage på kontoret i København, og altså forlod os onsdag morgen for så at være tilbage på den aalborgensiske matrikel torsdag aften. Til tider flere dage dage væk og ikke kun rejser i Danmark. Måske føles det bare sådan for mig, fordi jeg ikke også har et arbejde der skal passes og hverdagsroen derfor er anderledes. Derudover er vi samlet set meget mere sammen med vores børn her end vi er i Danmark, fordi vi ofte farer enten sammen eller hver for sig til forskellige arrangementer. Her ankommer vi i udgangspunktet i samlet flok, og generelt farer vi noget mindre rundt.

Men når vi har konflikter med vores børn, som jeg nu er ret sikker på, at de fleste forældre har, har der placeret sig en en drilsk lille nisse det sted i hjernen, hvor min samvittighed sidder. For jeg får dårlig samvittighed med det samme én af mine to skønlingers verden bryder sammen. Fx i går, da vi er på vej hjem fra fodbold med Emil, og jeg fortæller ham, at han skal i bad når han kommer hjem, da han har svedt ret meget (og hans krøllede lækre hår er ret fedtet). Drengebarnet bliver sur, som havde jeg afleveret alt hans legetøj på lossepladsen. Sur over et bad. Så sur, at han ikke længere vil gå til fodbold (som han ELSKER), fordi JEG tvinger ham til at gå i bad når vi kommer hjem. Han går i komplet baglås og ingen af os formår at trænge ind til ham. Og lige der popper den dårlige samvittighed op, fordi hvor meget skal jeg gå ind i den her konflikt med ham? Hvor rimelig er det, at han bliver så eddikesur, at vi ikke helt orker at være sammen med ham? Men han er jo på udebane, vi kræver ret meget af ham i løbet af én dag. Han interagerer med børn og voksne på engelsk hver dag, og er det så ikke helt normalt, at han på et tidspunkt ikke kan rumme mere og derfor eksploderer. Over et bad..

Vi føler, at vi til tider mister dømmekraften over, hvornår de er rimelige, fordi vi er urimelige – eller omvendt. New York eventyret var jo ikke deres, det var vores. Og nu forsøger vi bare at putte så meget normalitet ind i en ny hverdag, som fortsat er alt andet end normal. Eller normal set i forhold til, hvordan deres danske venners hverdag ser ud. Men hvis vi ingen krav eller grænser sætter over for vores børn, hvilke børn har vi så med hjem? De er på udebane, og jeg må indrømme, at jeg også af og til føler, at min rolle som forælder er ret meget på udebane.

Han kom i bad i går aftes, vi krammede lidt ekstra og læste lidt længere i Harry Potter bogen end først aftalt. Her til morgen vågnede to fjollede og grinende børn, og den drilske nisse havde vist allerede pakket kufferten