Visum til USA #1

IMG_3183Så ser det ud til, at det meste er ved at være på plads i forhold til vores visum. Jeg vil løbende opdatere denne side omkring vejen til en udstationering i USA. Det har ikke været nemt, og vi ville ønske, at vi kunne have læst mere omkring det inden vores drøm om et år i USA kunne blive en realitet. Derfor vil jeg have nogle indlæg om netop dette emne.

Vores snak om NYC startede i slutningen af februar/start marts, da M’s job ændrede karakter. Der var behov for hans tilstedeværelse på nye markeder, og vi talte derfor om muligheden for at at “kickstarte” hans nye job med tre måneder i NYC over sommeren for netop at han kunne implementere salgsstrategier og kultur. Da M skulle til NYC med sin chef starten af april, fremlagde han ideen for ham. Han syntes umiddelbart, det lød som en god ide, men skulle selvfølgelig vende det med ledelsen. De skulle have et management-seminar i midten af april. Da M’s chef fremlagde dette for ledelsen, var udmeldingen, at det kun var en rigtig god ide, hvis det blev et års udstationering. Så da jeg var på vej hjem fra et kursus med mine nærmeste kolleger, fik jeg en sms fra M, der lød cirka sådan her: “Vi skal åbne en flaske rødvin i aften og tale om enten 3, 9 eller 12 måneder…” Jeg blev selvfølgelig noget forfjamsket, da jeg sad på én af de sidste to sæder i et “bagagerum” i en Ford C-Max omkring Vejle-Fjord Broen på vejen hjem, med én af mine sødeste kolleger lige ved siden af mig. Dem der nogensinde har siddet på ét af disse ekstra bagsæder i en Ford C-Max vil vide, at der hverken er meget plads til privatliv ej heller er det særligt behageligt. Men med  denne besked fra M, måtte jeg jo vide noget mere fra ham uden at indvie mine kolleger på det tidspunkt 🙂 Så der var lidt flere sms beskeder frem og tilbage, hvor jeg er overbevidst om, at jeg konstant har haft et lettere smøret smil om læben, som røbede at jeg sad inde med hemmeligheder 🙂

Nå, men jeg kommer hjem, og der har vi besøg af Verdens Bedste Nabo, P, som selvfølgelig var indviet, for M måtte jo fortælle det her til nogen. P tager sine børn med hjem, vi får puttet vores, og så sætter vi os ind i stuen med en flaske god rødvin og den obligatoriske lys Marabou med nødder. M fortæller, at firmaet ser ham som værende ansvarlig for salg i kontoret i NYC et år, hvor han inden han rejser, skal have fundet sin afløser. Og derfor skal han være der et år. Ledelsen ønsker selvfølgelig, at jeg er lige så meget med på ideen, som de og M er, da han kommer til at arbejde rigtig meget. Og så er der selvfølgelig den “mindre detalje”; børnene. E er 8 år og på vej i 2.klasse, N er 6 år og på vej i 0.klasse. Havde det ikke været for dem, havde vi ikke haft den mindste tvivl, så havde vi selvfølgelig sagt ja med det samme. Men vi skal rive dem ud af alt det kendte og så ud på et meget ukendt territorie, både kulturelt, sprogligt og socialt. På den anden side, de er ikke ældre, og N er på vej ud af sine trygge rammer i børnehaven, så hun var mentalt indstillet på at skulle sige farvel til noget. E derimod havde vi vores betænkeligheder omkring. Han er et meget følsomt gemyt, som trives enormt godt i meget faste rammer. Han er heldigvis meget vellidt og nem til at få nye kammerater. Han er fagligt stærk, så vi var/er ikke så bekymrede for hans sproglige/faglige færdigheder. Dernæst ville jeg skulle gå hjemme, og det vil skabe en tryg og noget mere afslappet hverdag end vi er vant til i DK.

Så var der mit arbejde. Skulle jeg sige op eller gøre mig forhåbninger om orlov?

Når vi sorterede de praktiske ting og de mange bekymringer fra (som måske slet ikke bliver til noget), var vi tilbage til det vi skulle forlade. Vi er begge præget meget af, at vi holder af hverdagen, og vi holder især meget af alt det nære omkring os, og det skulle vi pludselig til at overveje, om vi var klar til at give afkald på.. Ihvertfald for et år. Men på den anden side, alt det nære, vi sætter så stor pris på i vores hverdag, vil jo med størst sandsynlighed også være der når vi kommer hjem igen. Vi har jo verdens bedste naboer, som vi er rigtig meget sammen med, både børn og voksne, og det kunne på forhånd give os rigtig meget ondt i maven over på forhånd at skulle undvære dem.

Nå, men vi skulle faktisk tage en beslutning denne aften, og vi kom jo også frem til, at uanset hvem af vores venner, der kom til os med dette “dilemma” vil vi jo kun råde dem til at tage afsted. Så hvorfor tøvede vi? Det var jo kun et år. Og hvad var det værste der kunne ske? Vi kunne jo bare tage hjem igen, hvis vi efter en periode på tre måneder ikke trives. Så M ringede til sin chef dagen efter og sagde, at vi var klar. Det var så mærkelig derefter, for vi kunne ikke rigtig tale med så mange om det, fordi det skulle endeligt godkendes af bestyrelsen. Vores familier fik det af vide samt vores aller nærmeste venner. E og N vidste ikke noget, før det blev endelig besluttet.

Og det blev det på en familieweekend med M’s familie et et sommerhus i Nordsjælland i St. Bededagsferien. Indtil da, havde M arbejdet i døgndrift med dokumentation for, hvorfor han skulle sendes til NYC, og det skulle fremlægges for bestyrelsen. Nu arbejder M ikke for et stort firma som Novo Nordisk eller Vestas, som er vant til at håndtere udstationeringer. Det her er første gang, firmaet står over for en større udstationering, så mange ting skulle på plads internt. Og da firmaet ikke er så stort, at en eventuel HR-afdeling kunne tage sig af dette, blev det lagt hos M. Så stor var glæden, da bestyrelsen godkendte det, så vi kunne arbejde videre med en kommende udstationering. Og jeg kunne melde ud til mit arbejde. Jeg fik heldigvis lov til at få et års orlov.

Måske vi begge var lidt naive og bare troede, at dette handlede om et par mails og lidt dokumenter mellem firmaet og ambassenden, og så ville det det visum være på plads. Så M booekede ret hurtigt en flybillet til den 30.juni. Vi var ret overbevidste om, at det ville være fin tid. Da mailsene mellem M’s firma til det firma i NY, som har hjulpet firmaet ind for knap et år siden, videre til en advokat, fik vi ret hurtig en fornemmelse af, at det nok ville blive lidt mere omfattende, end vi overhovedet kunne forestille os.

Fortsættelse følger 😉

Reklamer

5 thoughts on “Visum til USA #1

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s