Advokaten i USA fik ret hurtigt sat M ind i, hvilke dokumenter der skulle bruges. Derudover skulle M lave et regnestykke for vores omkostninger det år, vi skulle være afsted, som ledelsen skulle bruge. Vi havde hele tiden i baghovedet, at ledelsen kunne sætte en stopper for det, hvis det viste sig at blive for omkostningstungt. Og det kunne jo i teorien også være, at vi ikke fik et visum. Eftersom jeg ikke skal arbejde det år i NYC, skal M’s indtægt også dække min manglende indtægt. Vi skulle også ret hurtigt sætte os ind i skolesystemet, da vi ikke var klar over, om det kostede penge. Jeg tog kontakt til min søsters gode veninde fra folkeskolen, som bor i Williamsburg. Hun satte mig i kontakt med en anden dansk kvinde, som har skolebørn, så gennem hende, blev vi lidt klogere.

Tilbage i februar, bestilte M og jeg en tur til NYC og den viste sig pludselig at skulle blive noget mere praktisk anlagt, end den romantiske forsinkede bryllupsrejse vi først havde taget udgangspunkt i. Vi fik bestilt tider på tre skoler, som vores børn potentielt set skulle gå på, ligesom vi blev præsenteret for en mægler, som kunne hjælpe os ind på boligmarkedet. Når man ikke har været i NYC før, kan det være ret svært at forholde sig til, hvor vi skulle bo. Vi tog derfor udgangspunkt i, hvor M’s kontor er, så han kunne spare tid dagligt på transport. Og derfor faldt valget på, at kommende bolig meget praktisk skulle være i Williamsburg. Der havde vi i forvejen booket hotel, da vi bestilte flyrejsen i februar.

Til trods for, at advokaten havde sat M rimelig godt ind i, hvilke dokumenter, der skulle fremskaffes, viste det sig at være noget mere omfattende end vi overhovedet kunne forestille os. Frem til vores afrejse til NYC i starten af maj, arbejdede M i danske dagtimer med sit almindelige job, og når vores børn var lagt om aftenen sad han og korresponderede med advokaten, ligesom han fik beskrevet og fremskaffet de dokumenter, som advokaten skulle bruge til selve ansøgningen. Det viste sig også i processen, at det var en kende presset for os at skulle nå det til den 30.juni. Meget skulle klappe for at vi kunne nå det. Men optimister som vi er, troede vi selvfølgelig på det.

I starten af maj tog vi til NYC, og sikke en spændende dog hæsblæsende tur. Først og fremmest var jeg, som alle andre, dybt imponeret over denne kæmpe storby, som er noget af det mest overskuelige jeg har oplevet. Måden gaderne (avenuer eller streets) er anlagt på, gør at selv dem med en ikke-eksisterende stedsans vil have nemt ved at finde rundt i byen.

Vi ankom sent onsdag aften, og fra taxien på vej mod Williamsburg tabte jeg pusten, da de første skyskrabere fra Manhatten tårnede sig op. Det var simpelthen så smukt og så surealistisk pludselig at være i NYC. De fleste kender, fra de er helt små, noget til NY fra enten film eller serier, og nu var jeg pludselig også på vej ind mod denne meget omtalte metropol. Vi ankom til hotellet ved midnat, og dansk tid var det morgen. Vi gik begge omkuld med det samme. Jeg vågnede selvfølgelig ret tidligt dagen efter, mega sulten og svimmel. Jeg er så åbenbart typen der lider rigtig meget at jetlag. Men vi gik ned på en skøn cafe, for dem er der mange af i Williamsburg, fik serveret te i smukke blomstrede kopper, spiste en ristet franskbrød med avokado og ristede sesam samt (selvfølgelig!) en croissant, som de, skulle jeg hilse og sige, også sagtens kan lave i Williamsburg. Derfra gik turen lidt rundt i Williamsburg, som virkelig er noget af det hyggeliste sted. Og hver gang man går ned af en “street”, har man det smukkeste view over Manhatten. Kl.12 skulle jeg mødes med min søsters skoleveninde mens M tog på kontret for at arbejde lidt. Kl.15 skulle vi mødes med vores mægler, og så stod den ellers på lejlighedskig. Vi havde udset os nogle af de bygninger, som tiltalte os. Alle de lejligheder vi skulle se, lå på minimum 19.etage og alle med den smukkeste udsigt til Manhatten. Vi havde visse kriterier; der skulle være en altan og også gerne en pool, helst indendørs, så vi kunne bruge den hele året rundt. Vi følte os så meget ved siden af os selv, for hvornår får vi mulighed for igen at opstille sådanne krav 🙂 Som bonus er der også gerne fitnesscenter, spinninglokale og yogarum med virtuelle trænere samt en reception med en receptionist som modtager gæster, gaver, pakker, madlevering mm.

Én af de første lejligheder vi så, var vi ret vilde med ligesom bygningen var ret lækker med gode faciliteter. Efter vi havde været på rundvisning spurgte mægleren, om vi skulle få en drink på en nærliggende bar, og den var vi selvfølgelig med på, selvom jeg var ekstrem svimmel og meget træt. Det var også næsten midnat dansk tid 😉 Han viste os ned til en hotel der hedder Wythe Hotel, hvor der på toppen er en “Rooftop bar” med den flotteste udsigt over Manhatten. Her fortalte mægleren lidt om sit eget liv. Han kommer oprindeligt fra Holland, men flyttede til NY for seks år siden og levede “The American Dream” med sin kone, som oprindeligt kommer fra Brasilien samt deres to små børn. Hun er designer og han er mægler og grundet deres svingende indkomster, har de ikke længere råd til at bo i NY, da lejligheder større end en studio koster mere end en normal dansk månedlig indkomst. Så de var flyttet til Connecticut.

Han efterlod os på baren, og vi fik lige en ekstra drink. Vi var i grunden så trætte og så mætte på indtryk, at vi dårligt kunne huske de lejligheder vi havde set. Dog ikke for trætte til at være enorme sultne på Manhatten og rigtig mad. Så vi gik ned og tog East River Ferry mod Manhattan. Den stopper ved 34. gade og derfra kunne man gå direkte op og ramme 5. Avenue. Så det gjorde vi og så som noget af det første Empire State – det er virkelig højt 🙂 Da vi var kommet lidt længere ned af 5. Avenue, kunne jeg simpelthen ikke gå længere, så for at lege bare lidt turister, stoppede vi en cykeltaxi som kørte os ned til vores restaurant. Undervejs fortalte han os, hvad vi kom forbi. Og lige der var vi ikke længere på vej til at blive bosiddende i NY men var bare turister, og i guder, det var befriende 🙂 Vi skulle spise på en mexicansk restaurant i området Nolita der hedder Tacombi. Der var virkelig gang i den. Og vi var måske ikke lige de friske typer, der var klar til en kande margaritas og et støjniveau højere end en 80 børns institution. Men maden var skøn og jeg kunne godt forestille mig, at den skal besøges igen bare med lidt mindre jetlag 😉

Fredag skulle vi besøge de tre skoler, og det var noget af en kulturomvæltning. Først og fremmest skulle vi registreres af en betjent før vi kunne få lov til at komme ind på skolen, som jo for øvrigt også er bag indhegning og tremmer for ruderne på første etage. Men da vi først kom ind på skolerne og blev vist rundt, blev vi mødt af en varme og hygge fra både ansatte og børn. Amerikanerne er jo generelt meget åbne og imødekommende, og alle børn vi mødte var meget interesseret i os samt vores børn som de spurgte meget til. Vi var efter de tre skolebesøg meget positivt overraskede og var egentlig helt afslappede omkring, at de fra september skal starte på en amerikansk skole. Vi fik også ret hurtigt det indtryk, at vores børn ikke på noget tidspunkt får lov til at gå alene, hverken på toilettet eller i frikvarteret.

Lørdag var vi virkelig turister hele dagen og vi gik rundt fra den nordlige del af Manhattan ned til Lower Manhattan. Om aftenen havde én af M’s amerikanske kolleger bestilt bord til os på en Middelhavsinspireret restaurant, Glasserie, i den nordlige del af Brooklyn. Menuen var afstemt efter årstiderne og var meget vegetarisk, dog med mulighed for kylling eller kanin på menuen. Det var simpelthen sådan et hyggeligt sted, og det er helt bestemt ikke sidste gang, den er besøgt. Her mødes hipsterne også, så det lange fuldskæg og skovmandsskjorten er meget velanset i både baren og ved bordene.

Søndag startede vi som turister og søndag eftermiddag skulle vi se to lejligheder igen, hvoraf den ene havde vi set om torsdagen. Efter at have set begge lejligheder var vi ikke i tvivl om, at vi gerne ville byde på den, vi havde set om torsdagen. Det var en skøn lejlighed på 23.etage, hvor stue og soveværelse har udsigt til Manhattan. E og N kommer til at dele værelse, for skulle lejligheden indeholde et værelse mere, ville den månedlige husleje være endnu mere svimlende i pris end den er i forvejen. Og mon ikke også, der er noget rart og trygt for vores børn i at skulle dele værelse et år, hvor de første 3-5 måneder bliver en ret stor sproglig og kulturel udfordring for dem.

Vi spiste aftensmad på Juliette i Williamsburg, og da solen endelig skinnede sidst på eftermiddagen, kunne vi nyde deres solrige tagterrasse. Vi besøgte også Juliette fredag aften, efter vi havde travet Manhattan tynd om eftermiddagen, spist i Little Italy, og fordi støjniveauet på Manhattan bare er rigtig højt, og jeg især var ramt af jetlag, havde vi sådan set mest af alt lyst til at tage tilbage til vores hyggelige Williamsburg. Søndag aften skulle vi mod Danmark igen og det var med blandede følelser; vi havde rigtig meget lyst til at blive i Williamsburg, flytte ind i vores lejlighed og starte vores nye liv. Vi manglede dog lige vores børn, et visum samt at få pakket vores hus ned. På den anden side glædede vi os også rigtig meget til at komme hjem til vores børn og få afviklet de mere praktiske ting angående hus og jobs.

Og så skulle vi jo hjem og fortsætte vores arbejde med det der visum..

PS: Intet af dette er sponsoreret, sender blot gode tips videre til steder at besøge 🙂