Det kan vist ikke komme bag på nogen, at jeg er ret vild med Williamsburg. Her er en helt speciel stemning, som er lidt svær at forklare, men bydelen er meget sin egen. Der er  sket så meget med Williamsburg bare den tid, vi har boet her, så meget at nogle omtaler Williamsburg som “Mini Manhattan” eller “East Manhattan”. Der bliver bygget meget, og mange nye butikker kommer til, som du tidligere skulle til Manhattan for at finde. Det er lidt ærgerligt synes jeg, men omvendt så var jublen stor da Whole Foods åbnede sidste år og senest da Lululemon åbnede i sommer lidt længere oppe af vejen.

Der vil altid være nogle steder, som vil have en helt speciel betydning for mig. Èt af de steder er Wythe Hotel, som er så smukt. Der er restaurant i stueetagen og en ret lækker bar på toppen med en ret flot panorama udsigt til Manhattan. Grunden til, at lige netop det her hotel betyder noget specielt, eller nærmere dens bar på øverste etage, er, at vores ejendomsmægler introducerede os til stedet på 1. dagen af vores New York besøg tilbage i maj sidste år. Her bød han os på en drink, mens vi talte om de lejligheder vi havde set, lidt om hvem vi er samt hans halve men ret interessante livshistorie. Det var super hyggeligt, hvis ikke det var fordi jeg var kronisk svimmel af jetlag, mange indtryk og rigeligt med elevatorture op til mange af de lejligheder vores ejendomsmægler viste os. Men det til trods, så var det bare så hyggeligt, og der var en ret hyggelig stemning på baren.

Vi har siden været der et par gange, og da vi omkring Thanksgiving sidste skulle mødes med Michaels kolleger til “Friendsgiving” blev det også holdt deroppe, hvor vi udover lækre coctails også fik serveret mange lækre tapas retter.

Michael og jeg var der igen for et par uger siden, og mens vi står og venter på elevatoren, falder vi i snak med “elevatormanden” – altså ham, der i meget pænt tøj, også byder os velkommen (der er én i indgangen til den del også), trykker på knappen til elevatoren, og når den kommer, også trykker på den etage vi skal op på. Eller falder i snak med ham er måske så meget sagt, han danser (ret godt!) til 80’er tonerne fra det bryllup, der bliver afholdt på restauranten, men han når da at få os fortalt, at han er 43 år, så det musik de spiller til brylluppet er fra hans ungdom, og han kan derfor slet ikke lade være med at danse. Altså havde vi mødt ham i Aalborg (måske også i København..), så havde vi været overbevist om, at manden var rablende vanvittig, men her ville det modsatte være mærkeligt.

Både ham og hans hotel er i den grad med til at sørge for, at jeg er ret vild med Williamsburg ❤️