Følelsesmæssig rutchebanetur

Så er vores hus ved at være pakket helt ned, og størstedelen af vores liv findes nu godt og blandet fordelt over 160 kg bagage i otte kufferter.

Vi er her til aften flyttet ind hos mine forældre med papkasser der skal sendes, nogle der skal opbevares samt alle vores kufferter. Derudover har vi jo også vores bagage til vores kommende ferie i Alicante. Huset er endnu ikke rengjort, den tjans satser jeg på bliver fixet fra morgenstuden. I overmorgen går turen mod Alicante. Mens vi er dernede, får vi svar på, hvorvidt vores visum bliver godkendt eller ej, eller om vi fortsat skal fremfinde mere dokumentation.

Når ferien i Alicante er slut, flyver vi til København, hvor E og N vil blive afhentet af deres farmor og farfar, og M og jeg tager et par dage i København inden vores interview på ambassaden. Vi skal bo på et lille hyggeligt hotel på Frederiksberg, hvor vi vil udforske den hyggelige og grønne bydel i København. Når interviewet er vel overstået, tager vi over Fyn, henter N og tager videre mod Aalborg, hvor N får et par alene dage med mormor og morfar, mens E solo-soler sig i farmor og farfar hygge.

Men tilbage til overskriften; det startede som nogle skønne dage som “hjemmegående-lægge-frisk-frugt-i-skåle”-typen. Jeg enten løb eller dyrkede yoga hver morgen, gik på cafe og drak kaffe samt fik hyggepakket ned. Så startede skolernes sommerferie og fra det sekund slap hyggen sit tag i mig og stedet blev jeg ramt af “shiiiiiit-vi-er-jo-vanvittige-at-vi-kaster-os-ud-i-det-her-projekt!” Jeg blev ramt af en ekstrem nostalgi over at skulle sige på gensyn til vores skønne drømmehus, som ligger lige i smørhullet af alt, over at skulle sige på gensyn til familie, skønne venner, og ikke mindst den klasse som E går i, med de bedste børn og deres forældre. Og ja, jeg ved godt, alt dette også er her når vi kommer hjem igen, men når noget går godt, hvorfor så bryde det op? Når jeg kommer op herfra igen, og jeg er på vej, så ved jeg godt, at vi får den vildeste oplevelse, og vi giver vores børn et stort eventyr samt vi som familie får en kæmpe gave. Meeeen, det er altså lidt svært, når følelserne tager over, for det er dem, jeg er meget styret af lige nu. Og det er også det nære og det vi glædes over dagligt, som jo selvfølgelig er ekstremt svært at sige på gensyn til. Vi er glade for hverdagen og trives i hverdagen og om lidt er det vendt 180 grader rundt – selvvalgt.

Jeg interviewede engang Anna Thygesen, og hun er om nogen en kvinde med ben i næsen, en kvinde der tør tage nogle chancer, og både hende og andre med samme tilgang til livet, har jeg den største respekt for, men hun gik altid til en ny opgave med det spørgsmål: “Hvad er det værste der kan ske?” Og det har jeg ofte tænkt på siden, for ja, hvad er det værste der kan ske? I vores tilfælde? At ingen trives, og så må vi jo bare rejse hjem igen. Det bedste der kan ske? At vi får et fantastisk år, som vil sidde i os resten af vores liv. Vores børn, ja de kommer forhåbentlig hjem og vil for altid have en stor fordel i at lære nye sprog. Og hvem ved, nye venner fra hele verden 🙂

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s