Vi har været på tur. En lille tur til Corning og Niagara Falls i Canada. Vi startede med at sætte kursen mod Corning, som er en mindre by nordpå, der især er kendt for deres store og smukke glasmuseuem. Det mest spændende for Emil og Nanna var, at det var muligt at se, hvordan man laver glas, skåle og tallerkner, fordi der rundt på museet er forskellige demonstrationer af dette. Selve museet er enormt stort og meget smukt. Der er forskellige udstillinger og helt klart noget for alle aldre. Det kan virkelig anbefales som et overnatningsstop enten til eller fra Niagara Falls. Vi ankom til Corning sent torsdag aften (sad i en ret heftig trafikprop på Manhattan i to timer..), så vi fik desværre ikke så meget ud af den smukke natur, som vi kørte igennem, da der var mørkt. Efter vores besøg i Corning, kørte vi fredag videre mod Niagara Falls. Vi var blevet anbefalet at bo på Canada siden, da man her kan se vandfaldene. Selve byen er bygget op omkring turismen og mindede vel mest om et mindre Las Vegas med store hoteller, casinoer, tivoli og ret meget diskolys. Charmerende var det ikke til gengæld nød vi godt af den smukke udsigt til USA og ikke mindst vandfaldene.
Vejret var utrolig meget med os, der var sol fra en skyfri himmel og en sprød og tør efterårskulde. Emil og Nanna var mere betagede af alle de mange nedfaldne blade, de kunne samle i bunker samt af en linedanser end de var af vandfaldene. Lige indtil vi skulle sejle ud mod vandfaldene, iføre os en rød regndragt og til trods for denne, hjemvendte vi ret våde men glade og grinende.
Om eftermiddagen drog vi mod den charmerende by Niagara on the Lake. Der kollapsede min telefon, så der fik jeg desværre ingen billeder fra. Men det er en utrolig charmerende by, som ligger så smukt ned til denne havlignende sø med kig til Toronto. Vi gik en tur ned ad hovedgaden med mange hyggelige butikker, cafeer og restauranter. Butikkerne var julepyntede, og da jeg købte mig en kop varm applecider mens Emil og Nanna nød en scones startede juleabstinenserne så småt at indfinde sig.
Søndag stod vi tidligt op, så vi ikke kom for sent hjem. Turen fra Niagara Falls til New York er ca 7 timer, men lettere skræmte ved tanken om, at vi ligesom torsdag skulle hænge fast i trafikken, ville vi gerne af sted i god tid. Vi planlagde et stop omkring byen Ithaca, som ligger lige syd for området Finger Lakes, hvor også Cornell University ligger. Området omkring Finger Lakes var simpelthen så smukt, og her fik vi fall foliage for alle pengene. Farverne på træerne var i alle nuancer af brændte efterårsfarver, solen skinnede igen fra en skyfri himmel, søen med det spejlblanke vand på vores venstre side – alle fire i bilen var ret betagede af det smukke landskab, vi passerede. Ja, jeg beklager, men heller ikke her fik jeg taget nogle billeder. Men I kan eventuelt prøve at google “fall foliage finger lakes”, så forstår I bedre, hvad det er, jeg prøver at beskrive 🙂
Jeg havde satset på, at vi kom omkring Cornell University, men noget med skiltningen på vejen vs vores GPS harmonerede ikke, så vi var lige pludselig ret meget sydpå. Den missede vi desværre. Tilgengæld kørte vi i udkanten af Catskills Mountains samt Bear Mountains, som forhåbentlig engang til vinter skal udforskes på ski og/eller vandreture til foråret.
Det har været nogle begivenhedsrige dage, og det har været skønt at opleve mere af staten New York. Nu glæder vi os bare til at opleve endnu mere af, hvad dette storslåede land har at byde på. Indtil videre er vi langt fra skuffede, og så kan vi da også “vinge” Canada af 😉