Efter 7 måneder i den her hektiske, larmende, gigantiske, vidunderlige, skøre, vilde og inspirerende by ved man et og andet. Man ved bl.a., at den stormende forelskelse langt fra har lagt sig, så ingen 7 måneders krise her. New York bliver ved med at vise nye sider af sig, som bare må og skal udforskes.

Der er dage, hvor jeg fortsat forundres over tingenes tilstand, som fx da vi pludselig stod uden sundhedsforsikring, fordi checken (jeps, checken og ikke en elektronisk pengeoverførsel, kunne amerik) var for sent ankommet og derfor var vi suspenderet en uge. Ikke super timing, da én af medarbejderne var på skiferie, og vi stod med boardingpasset i hånden på vej mod Mexico (i det hele taget er det bare noget rigtig hø (læs: regningen kan ruinere dig for altid) at stå uden sundhedsforsikring i det her land). Michael brugte så det meste af en dag på at tale med en milliard forskellige mennesker i håb om, at de ville lukke os ind i varmen igen, og pludselig kunne de godt tage imod en elektronisk pengeoverførsel (og checken selvfølgelig).

Jeg kan bekymre mig over de arbejdsmænd som lige nu er ved at pille en udendørs arbejdselevator ned på den 40 etagers bygning ved siden af vores bygning. De er dog spændt fast med liner mens de piller det stillads ned, som de går og står på, og som elevatoren er fastgjort til lidt endnu, men har man gået fordi en hvilken som helst byggeplads i New York, ved man godt, at det ikke er helt almindelige cigaretter der bliver røget i pauserne og med det in mente, frygter jeg, at én af dem enten bliver lidt overmodig eller ikke helt har styr på sine kompetencer.

Heldigvis er de fleste dage fyldt med små og gode øjeblikke, som bliver lagret godt i hjertekulen, som når Nanna stolt kommer hjem og fortæller os, at hun læser bøger for sine lærere på niveau D, og at hun er vej til niveau E (niveau A er helt begynder). Hun skriver små historier og bøger til os på engelsk med den skønne umiddelbare børnestavning. Hun kunne altså hverken læse eller tale engelsk for 7 måneder siden. Eller når Emil gang på gang bliver fremhævet af sine tennistrænere som et kommende tennistalent, et talent vi skal dyrke, og se den stolthed lyse ud af ham. Begge børn har flyttet sig så ekstremt meget efter vi er flyttet til New York. De to små ret generte børn er ikke så små længere, og de er heller ikke ret generte længere. De taler engelsk, og på et niveau jeg ikke engang havde turde drømme om. Jo vist, det er til tider noget gebrokkent, men de taler og de taler med dem de kender, dem de ikke kender, og de vil meget gerne også tale det herhjemme sammen med os eller i leg med hinanden. De er stærke og seje, og jeg er fortsat på r…. over, hvordan de har omfavnet dette eventyr, som for dem nok føles mere som, til tider evige, udfordringer end som eventyr. For nyligt talte jeg med en veninde om, er det måske først er når vi er tilbage i hverdagen i Aalborg, at det går op for dem, at udstationeringen i New York også var et eventyr for dem og ikke kun forældrenes eventyr de blev lokket med på. Fik de valget mellem en hverdag i New York versus en hverdag i Aalborg ville de til enhver tid svare Aalborg. Men jeg ved, at de lige nu er ved at danne sig helt specielle minder for livet, de udvikler sig så meget hele tiden, og jeg mener, jeg har skrevet det før, men jeg er helt pjattet med, at jeg er med på den rejse for dem på aller tætteste hold. Vi har tid og en ro sammen som familie, som vi aldrig før har haft, og det er virkelig ikke for at gøre nogen kede af det i Danmark, men det er ret befriende, at vi ikke har særlig mange forpligtelser (vi er vist ikke de første udstationerede familier der har det sådan?!).

Den seneste måned har, udover en bette tur til Mexico, også budt os Super Bowl, hvor der var lagt op til den store fest nede i loungen med kyllingevinger i alle slags marinerede afskygninger samt fri bar

Valentines dag hvor de virkelig giver den gas i skolen med kort, små gaver og bunker af slik. Sukkerforskrækkelse findes ikke i den amerikanske ordbog, nøddeforskrækkelsen derimod er mere massiv end enhver dansk institutions sukkerpolitik.

Februar måned har også budt på en ret intim og ikke mindst god koncert med Oh Land, hvor jeg for tredje gang i min efterhånden lange koncertkarriere blev tysset på af en ukendt koncertgæst, og det var ikke grundet min falske sangstemme. Må nok bare erkende, at jeg fungerer bedst til koncerter, hvor der rent faktisk kan tales uden at det betegnes som støj eller også vælger jeg bare de forkerte bekendtskaber som taler lige så meget som mig. Vil dog helst ikke undvære det sidste. Det var også til den koncert jeg så Helena Christensen og efter to glas rose og to ret stærke coctails på tom mave føltes det som det helt rigtige at fortælle hende, hvor gudesmuk hun er. Men hun er virkelig smuk, også i virkeligheden, og det er nok ikke fordi, hun ikke ved det, men skal man ikke huske at rose og anerkende andre (kendte som ukendte) når det er på sin plads..?

Efter 7 måneder ved jeg også, at man sniksnakker med alt og alle, så det forsøger jeg at praktisere så ofte som muligt. Nogen vil måske mene, at jeg har øvet mig på den disciplin hele livet 😉

Må I alle nu have den bedste weekend med X Factor, MGP eller hvad den måtte indeholde. Og måske nogen af jer skal ud og rose en total ukendt person for et par fede sko, det lækre hår eller de flotte øjne. Prøv det, det føles overraskende godt for begge parter 🙂