Som jeg tidligere har skrevet om, var der i udgangspunktet ikke lavet en 1 års plan for min tilstedeværelse i New York som medfølgende hustru. Michaels plan var jo ligesom givet, og eftersom vi har to børn i skolealderen, var det jo ret naturligt, at de skulle i skole. Farvesortering af frugt er det ikke blevet så meget til, sofaen er sjældent besøgt og det kan vist tælles på en hånd, hvor mange bøger jeg har fået læst (hvis vi ser bort fra Emil’s og min Harry Potter godnatlæsning).

Da vi flyttede herover, var der mange herboende danskere som sagde, at det ville tage ca et halvt år at falde til, og det har de haft helt ret i. Der er dog fortsat uventede (økonomiske) overraskelser fra fx sundhedsforsikringen, for det viser sig åbenbart, at der er en selvrisiko på det skidt, så selv om lægen/tandlægen/specialisten har en aftale med vores sundhedsforsikring, skal vi altså fortsat hive penge op ad lommen for undersøgelser hos læge/tandlæge/specialister. Må jo bare gang på gang erfare, at det med at flytte til et andet land, langt fra er en nem sag, og at det vitterligt tager sin tid.

Nå, men altså en dag i januar, syntes vi alle, at nu var vi ved at være godt etablerede, og det passede meget godt med det halve år, vi var stillet i vente. Det gav mig lidt luft i tankerne, selvom mine tanker ret ofte kredser omkring mine børns velbefindende og om Michael nu drikker nok vand (kaffe er fortsat dagens foretrukne og det kombineret med mange udfordrende arbejdstimer har også ladet rynkerne etablere sig 😉 ), fandt jeg alligevel overskud til at overveje, om et kursus eller to på New York University kunne være interessant tidsfordrivelse. Og således befandt jeg mig altså mandag aften på en af de mange universitetslokationer, hvor jeg de næste seks mandage bliver lidt klogere på branding og sociale medier. Vores lærer er på den charmerende side af 60, og de ni andre kursusdeltagere er en inspirerende blanding af herboende New Yorkere og udlændinge som mig. Jeg er derfor ret overbevist om, at det bliver nogle faglige og festlige mandage her i det der skulle forestille at være forår.

Så for dem der har ligget bekymret søvnløs over, om jeg nu ville komme til at kede mig som husmoderen der farvesorterer frugt et helt år, kan jeg berolige jer med, at jeg nu forsøger at tilegne mig ny viden på et akademisk niveau. Og at frugtfarvesorteringen for længst er lagt på hylden..