Så kom vi atter engang (helskindet!) tilbage til New York efter en ret akut tur til Danmark, som trods omstændighederne var super hyggelig, og ikke mindst min mormors begravelse, som var både smuk, rørende, sørgelig og hyggelig.

Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at flyvemaskiner og den kendsgerning, at jeg til tider skal lade mig transportere i sådan en tingest ikke giver mig den største glæde ej heller skaber den største harmoni i mit sind. Så da jeg i onsdags atter skulle op i en, håbede jeg på, at der ville være medvind og INGEN turbolens. Ingen af delene gik i opfyldelse. Der var massiv meget modvind, så en flyvetur på godt 8 timer tog 9 (NI!) timer. Ikke nok med modvind, så var der så meget turbolens, at da flyet tabte noget af sin højde og droppede i sydgående retning, blev det også for meget for Emil, som måtte kalde på “Ulrik” i SAS’ dertil indrettede poser – som nu kun findes i de udgaver, hvor man skal rive toppen af posen, før den kan åbnes. Ikke super praktisk skulle jeg hilse at sige, når noget ret hurtigt skal op og ud.. Godt vi var udstyret med en meget venlig mand på Emils højre side, som blev en ret god støtte de sidste tre timer ind mod New York. De sidste tre timer, hvor tiden gik baglæns, for da flyet tabte sig selv stod der på skærmen, at der var 2:47 tilbage men den tid blev ret hurtigt ændret til 2:52, så 2:55 og så 2:57. Sådan foregik turen fra Canada til New York; vi rejste fem minutter frem i tiden for så at skubbe uret tre minutter tilbage. Behøver vist ikke at nævne, at vi var ved at være noget frustrede på det her tidspunkt..

Vi landede heldigvis godt uden de vilde svingture, og aldrig har hverken Emil eller jeg vist været så glade for at se både lejlighed, bad og rent tøj igen. Og endnu mere glade blev vi, da vores søde venner Lars og Jeanett havde inviteret os på lækker mad og masser af hvidvin, som slog mig i seng kl.20 sammen med børnene.

Jetlag har vi så været ramt af alle sammen inklusiv hund indtil natten til mandag. Til gengæld stod vi op til lus i Nannas hår mandag morgen, så ingen af børnene har været i skole, hverken mandag eller i dag, for jeg skulle være sikker på, at Emil ikke også var blevet invaderet af ret ubudne gæster.

Men ellers går det godt 😀 Vi har tændt for vores kalenderlys torsdag morgen, så i stedet for at tælle ned til juleaften tæller vi ned til hjemrejse, ligesom begge børn har åbnet for deres julekalendere – så er der også det mindre, vi skal pakke ned lige om lidt igen. Når det så er sagt, så er vi alle fire (Michael var en tur i Danmark og Tyskland mens vi også var i Danmark) ret glade for at være tilbage i vores hjem i New York. Det her er vores base og har været det i halvandet år. I vores hoveder er det stadigvæk lidt surrealistisk, at vi snart skal skifte det her liv ud med vores “gamle” liv i Aalborg – faktisk lige så surrealistisk da det var med modsatte fortegn forrige sommer. Lige nu nyder vi bare at være tilbage og suger det meste, det bedste og det sidste ud af vores eventyr i New York. Efterår og optakt til jul i New York er altså noget helt særligt