Sommerfugle i maven

Så blev bilen solgt, kaninerne har fundet sig et nyt sted fra slutningen af juni og nå ja, så modtog ambassaden vores ansøgning i fredags. De har nu 15 dage til at reagere på den, hvorefter vi gerne skulle blive inviteret til interview på ambassaden i København. Flybilletterne er jo bestilt til den 30.juni, lejligheden i Williamsburg er underskrevet og vores hus er udlejet pr. 1.7. Og nej, vi har ikke en plan B 😉

Men samtidig med alt dette er der flyttet sommerfugle ind i maven på mig. Det går mere og mere op for mig, at vi faktisk ret snart rejser mod New York for at bo et år. Det hjælper heller ikke, at vores kommende planer ofte bliver vendt med dem vi møder, som alle liiiige skal høre lidt samtidig med, at der mange gange i løbet af en sådan samtale bliver fortalt, hvor heldige vi er. Og ja, vi er da fuldstændig ovenud rundtossede over, at lige netop vi får denne mulighed. Havde da været død-misundelig, hvis nogen jeg kender, fik tilbudt den mulighed vi har fået tilbudt.

Jeg har snart sidste arbejdsdag, hvorefter jeg har knap to uger til at pakke et hus ned OG holde et par fødselsdage for en 8 årig.

Vi taler alle fire meget om, hvordan det bliver når vi skal flyve derover (E og N glæder sig især meget til maden i flyet), når vi sidder i taxaen fra lufthavnen med alle vores 8 kufferter, når vi ser de første skyskrabere, hvad vi skal når vi står op dagen efter (vi lander sent om aftenen) samt at det er lidt synd for far, at han skal arbejde så meget, mens vi bare kan holde fri og lege turister. Jeg kan blive helt høj ved tanken om, at mine børn på 6 og 8 får den mulighed at prøve at bo i New York. Det bliver en oplevelse de aldrig vil glemme. Og forhåbentlig bliver det også en god ballast for dem fremadrettet, ligesom jeg håber det vil vække en evig nysgerrighed efter at lære verden omkring dem at kende.

Jeg er i gang med at indrette vores lejlighed efter et IKEA-katalog. De har sådan en smart app, hvor man kan notere det man mangler på en liste. Indtil videre er jeg på 100 ting, og det er alt lige fra grydelapper, til senge, sofaborde og tandbørsteholder. Det er virkelig smart. Vi skal have talt med IKEA i Brooklyn, da vi har hørt vi kan bestille alt ved dem, så tager de ud i vores lejlighed inden vi er flyttet ind, de monterer og samler alt OG så tager de affaldet med sig. Det bliver som at træde ind på side 67 i IKEA-kataloget, når vi træder ind i vores lejlighed den 30.juni 🙂

Så ja, samtidig med der bliver ryddet op og ud i vores hverdagsliv, bliver der altså også fyldt op med sommerfugle i maven 🙂

PS og fik jeg sagt, at header-billedet er taget nedenfor vores lejlighed, og ja, det er samme, og måske endda lidt bedre, udsigt fra vores lejlighed – billeder følger efter 30.juni 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s