For en evig kuldeskær skandinav som mig, lød sommervarmen i New York enormt tillokkende inden vi tog af sted. Og det til trods for, at jeg var blevet advaret om den ekstreme varme i New York henover sommeren, og at jeg i stedet for skulle glæde mig til september og resten af efteråret, for der kan man trække vejret normalt igen. Jeg har tidligere boet i Tunesien og Grækenland, hvor det så sandelig også kan blive varmt i juli og august. Forskellen er dog den, at der er varmen tør og ikke fugtig som den er her. Så de sidste fire dage har vi været indenfor. Vi orker simpelthen ikke at gå ud nogen af os. Og det til trods for, at E og N har fået et ret sejt løbehjul hver samt at vi nu også har fået møbler til vores altan. I New York er det ikke altid en fordel at have en solrig altan – lesson learned 🙂 Udover den ekstreme varme, får vi også glæden af nogle ekstreme torden- og regnbyer, hvilket til gengæld er ret flot når det er mørkt heroppe på 23.etage og vi kan se de skinnende lyn over byen.
Torsdag fik vi en mail fra ledelsen i vores bygning om en varm weekend i vente, og man anbefalede, at vi blev indenfor samt sørgede for at drikke godt med vand. I går fredag, til fredagsbar på M’s kontor, hvor børn er mere end velkommen, fortalte nogle andre danskere, som er i praktik hos FN, at de også havde fået en sådan mail samt en oversigt over, hvor der er i byen findes steder, hvor man kan gå ind og blive kølet ned. Altså det modsatte af vores varmestuer om vinteren. Mon selv samme steder bliver lavet om til varmestuer om vinteren her i New York.
I morges, efter vi havde spist morgenmad, skyndte vi os ned i parken inden varmen for alvor tog fat, for at spille fodbold. Efter ca en halv time havde vi været der, det var simpelthen for varmt. Så M, E og N smuttede ned i vores svømmehal mens jeg tog til yoga. Det foregår altid udendørs om lørdagen i en patio, der tilhører vores bygning. Og det gjorde det også i dag. Som I kan se på vores temperaturer, var det fuldstændig som at være til bikram yoga, for luften føles som 41 grader. Det var virkelig varmt, men også mega fedt, for udover yoga i varmen, var det også med udsigt til Empire State samt noget af Manhattan Skyline.
Ja, det er måske et lidt provokerende indlæg om varmeudfordringer, når der er i Danmark er tæt på efterårsagtige vejrtilstande, men tro mig, kunne snildt sende en 7-10 grader afsted mod Danmark 🙂
One thought on “Hedebølge”