Inden vi rejste til New York og lige i starten af vores tid herovre, tænkte jeg ofte, at det dog bare havde været nemmere, hvis Emil og Nanna var to og fire, kunne blive transporteret rundt i en klapvogn for af og til få lov til at gynge og rutche. Ligesom mange af mine fortvivlede skoletanker heller ikke ville have været der, de havde ikke selv gjort sig mange bekymringer om at skulle lære et nyt sprog, starte en ny skole etc. Men jeg må nok indrømme, at den tanke for længst er væk, og jeg blev igen i dag påny overbevidst om, at de har den perfekte alder at være med os i New York på. Emil har en enorm appetit på at vide alt, som i ALT om New York. Og dem der kender ham, ved, at han om nogen kan nørde ned i sine interesser. Så jeg bliver flere gange dagligt spurgt til, hvad USA og New York er kendt for, hvad Danmark er kendt for, og om de også kender det her, antal indbyggere, antal skyskrabere, hvor mange hjemløse etc. Jeg er til tider være at få kuk, fordi han spørger mange gange til det samme, og hver gang må jeg tage mig lidt sammen for ikke at vise min lettere irritation, for hvor er det i grunden dog dejligt, at han er så videbegærlig. Nanna observerer enormt meget og suger alt til sig, og hun bemærker mere ting som den enorme gæstfrihed og venlighed, vi bliver mødt med alle steder, lige bortset fra udenlandske turister. Men herboende New Yorkere er virkelig venlige, og det smitter meget af på begge børn, som gør sig opmærksomme på bl.a. at holde døre, holde til højre på trapper, sidde tæt i subwayen, så der er plads til en ekstra siddende, og hvor er det på mange måder rørende at opleve. Nanna sagde i dag, at hun synes, de er meget mere venlige her end i DK.

I dag skulle vi en tur ud og være lidt kulturelle, troede jeg, for Nanna startede dagen småsløj. Så vi startede morgenen med dyner i sofaen og Disney Channel på TV’et. Jeg skrev lidt med vores tidligere naboer, og Nannas aller aller aller bedste veninde fra Aalborg, Fru M Mumsen, var også syg derhjemme, så vi facetimede lidt med dem, og vupti var begge piger friske. Vi blev enige om, at de begge havde lidt af synkront savnesyge. Men med Nanna frisk igen, besluttede vi os for at tage afsted.

Jeg havde set, at der på American Museum of National History var en udstilling om alt det indvendige i vores kroppe. Endnu en ting, Emil går meget op i. Derudover har de jo en imponerende udstilling af dino’er (altså skeletterne derfra). Da vi kommer ind, og har betalt for vores billetter, finder jeg ud af, at den udstilling om menneskekroppen sluttede for to dage siden. ØV! Men vi fik da set nogle (ret store!) dino’er, dog syntes moderen, at det var mere interessant. Efter et par timer på det enorme museum, smuttede vi over gaden, købte en is og satte os ind i Central Park. Super hyggeligt, indtil der rendte rotter rundt mellem os. Nå ja, og Nanna var smurt ind i is, så jeg frygtede, at de der klamme rotter kunne finde på at springe på hende 😉 Vi fik smidt ispapir ud og fandt én af de mange vandhaner der står rundt om og blev vasket godt. Derfra gik turen videre ind i parken på jagt efter en af de mange legepladser. Jeg havde hentet en app over parken, så jeg kunne søge legepladser frem, og på vejen derhen stod vi pludselig her:

Vi var jo i John Lennon-territorie og det gav altså lidt kuldegysninger. Emil og Nanna syntes, jeg var mærkelig, at jeg tog et billede af et grøn skilt, så de fik selvfølgelig en lille historie fortælling, som jo desværre endte i et drab ikke langt fra, hvor vi gik (endnu engang knap så pædagogisk, ligesom jeg var ved at finde en video af et kejsersnit den anden dag, jeg ville vise dem, for hvordan kommer de der babyer ud af maven. Fik dog stoppet mig selv inden der virkelig gik action i videoen..). Nå, men mens jeg fortalte landede vi så her:

Og ja, derfor er det også virkelig fedt, at Emil og Nanna er så store, at vi kan have sådanne snakke, som er enormt givende for os alle (måske lige bortset fra videoen med det kommende kejsersnit..). De er gode til at stille spørgsmål, og jeg er virkelig på den mange gange. Så nu har vi aftalt, at vi én af de kommende dage, skal have spørgetime med mig bag computeren, så jeg kan wiki’e mig frem til alle svarende på deres gode spørgsmål.

Da vi kom hjem til os selv igen, blev vi taget imod af den bedste concierge i bygningen, i hvertfald i følge vores børn, med high fives til begge børn samt en masse spørgsmål på engelsk. Samtidig mødte jeg en af naboerne, som også altid gerne vil snakke, så mens hende og jeg talte sammen, måtte begge børn selv svare for sig på engelsk. Nanna er noget genert, men Emil er så pjattet med ham, at han helt glemmer sin generthed og springer ud i engelske gloser. Han (altså vores concierge, ikke Emil) er oprindeligt fra Mexico, så han har lovet dem, at de dagligt skal lære hinanden engelsk. Både vores concierge og naboen kunne berette, at Jennifer Lopez er i bygningen og i gaderne omkring, sidst set på 4th Street, og vi kom altså lige fra 5th Street. De er ved at optage en serie, der hedder “Shades of Blue”, kender den ikke, men J Lo er åbenbart med i den, så en del af vores fællesområder er lukket af, fordi de er ved at optage til denne serie. Jeg så hende desværre ikke, men hun er her vist også i morgen, så må jeg ud at kigge lidt mens Emil og Nanna får engelskundervisning.

I dag var virkelig én af de bedre dage og jeg blev (endnu engang) bekræftet i, at vores børn får en stor og eventyrlig oplevelse her i New York det næste år, måske især grundet deres alder fordi de har antennerne ude alle steder. Det kan godt være, at det ikke bliver den store faglighed de kommer hjem med, til gengæld får de en gave i form af en sproglig og ikke mindst kulturel berigelse, som de forhåbentlig vil kunne huske altid. Og jeg elsker at være med på den rejse 🙂