Hverdagen

Vores hverdag har uomtvisteligt ændret sig en smule efter vi flyttede til New York. Først og fremmest den fysiske virkelighed lige ude foran vores vinduer, sproget, nye bekendtskaber mv. Dernæst har jeg ikke arbejdet siden den 15.juni, og selvom det er ved at være en rum tid siden, savner jeg det ikke (SORRY kære kolleger, I er selvfølgelig savnet) Det har nok også noget at gøre med, at der er sket en del omvæltninger i vores liv siden, så jeg har egentlig heller ikke haft tid til at savne at arbejde. Emil har ikke gået i skole siden slutningen af juni og Nannas børnehaveliv sluttede nogenlunde på samme tid. Siden har vi været sammen 24/7, hvilket ikke er sket siden jeg gik på barsel, og der var det kun den ene der fik så meget opmærksomhed fra min side. Så ja, hverdagen har i høj grad ændret sig, og til trods for, at vi står midt i en stor hverdags omvæltning, har vi aldrig haft så meget tid og så meget ro.

Vores hverdag starter med, at Michael står op som den første (og går ofte ned og træner) Hvis Emil og Nanna vågner først, tager de tøj på, lukker døren til deres værelse og leger. Det kan vist tælles på en hånd, hvor mange gange, det er sket hjemme. Her deler de værelse, sover i køjeseng og STORhygger sig med det.

Vi spiser morgenmad ved 7.30 tiden (havregryn,müsli og mælk, præcis som derhjemme), og kl.7.50 er Michael ude af døren. Emil og Nanna leger videre eller tegner. Emil har ret ofte fået opkald på facetime fra én af de bedste venner derhjemme, når han er kommet fra skole, og så taler de sammen om lidt og ingenting. Det er super hyggeligt at lytte til.

Alt imens brygger jeg mig en ny kop te, smækker benene op og læser nyheder på nettet eller tjekker blogs. Ved 10-tiden går vi gerne ud, ned og svømmer, spiller basket eller fodbold. Ved 12-tiden står den på frokost, og her har vi opgraderet os lidt. Nanna og jeg spiser omelet med kalkun og grøntsager mens Emil får hjemmerørt tunsalat på hjemmebagt brød (jeps, det er sådan noget en hjemmegående har tid til) Kl.13 kommer Julie og giver dem to timers engelskundervisning mens jeg enten træner, handler eller sætter mig på en cafe drikker te eller kaffe og prøvesmager gerne en ny kage (LÆS: glutenfri (?), sukkerfri og alt muligt andet fri, og så er den vel sund?), og som jeg må indrømme egentlig smager ganske udmærket. Når Julie har været her går vi gerne ud igen eller ned og svømmer, hvis vi ikke har været der om formiddagen. Hvis det er fredag, går vi ned i biografen, hvor der hver fredag bliver vist en børnefilm samt serveret popcorn. Det er vildt hyggeligt samt at vi får hilst på vores naboer. Kl. 18.15 er Michael hjemme igen og vi spiser aftensmad og hygger et par timer inden Emil og Nanna skal i seng. Om fredagen går vi op på Michaels kontor efter biografen til fredagsøl (ungerne vand eller sodavand) og chips. Efterfølgende går vi ned i vores supermarked og køber take-away, Nanna er på pizza, Emil på sushi og Michael og jeg mixer gerne noget fra deres delikatesse. Det bliver enten spist foran Disney Channel eller nede i vores fælles gårdhave.

Vi har ret hurtigt tunet os ind på nye vaner og rutiner, og sådan trives vel nok mest Emil, Nanna og jeg bedst, og for Michael der arbejder ret meget, tror jeg, han også trives godt med faste rammer og rutiner 🙂

I dag havde jeg aftalt med Emil’s lærer, at vi skulle facetime med klassen. Hun havde ikke fortalt dem noget, så da vi ringede blev hele klassen meget glade og overraskede. De fik lov til at tale med Emil i grupper af 5-6 børn. Både piger og drenge var meget interesseret i at tale med Emil og spørge ham om alt. De mest populære spørgsmål gik dog på, om Emil havde fået en kæreste, og om han er blevet god til fodbold. Det er åbenbart, hvad der rører sig i 8-åriges hoveder 😉 Emil var bare så glad da han havde talt med dem, og de har aftalt, at de skal ringe sammen til oktober, når Emil har gået i skole herovre en måned, så han kan fortælle, hvordan det fungerer i New York.

Og måske jeg skal lave et nyt indlæg om, hvordan vores hverdag så ser ud, for så ser den uden tvivl lidt anderledes ud end den gør i dag.

IMG_1011

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s