I lørdags skulle vi købe skoleuniformer til Emil og Nanna. De skal have grønne polo-trøjer med skolens logo. Størrelsesguiden på hjemmesiden var ikke særlig logisk fremstillet, så vi blev enige om at køre derud for så at tage på stranden efterfølgende. Det var ikke super nemt med subway, så vi havde egentlig bestilt en Uber (det er ret stort her) men så kunne vi i stedet for låne en bil af nogle af Michaels søde kolleger. Så lørdag morgen kl.10 drønede vi mod uniformsbutikken, fik indkøbt både kort- og langærmet polotrøjer og så videre til stranden. Vi kørte mod en strand, der hedder Jacob Riis, som er ca 50 min kørsel fra os. 

Det var en mega hyggelig tur, hvor vi også fik set lidt andet en storby, og måske også nogle af de knap så priviligerede områder af Brooklyn. 

Vi ankommer til en bro, lige inden vi rammer området omkring Jacob Riis, hvor vi skal betale. I bilen er der, hvad vi i Danmark, vil kalde en BroBizz, så vi vælger ikke at køre mod betalingsstanderen men mod den med “brobizze’en”. Til vores store fortrydelse går bommen ikke op, fordi den åbenbart er lav på kredit (altså “brobizze’en, ikke bommen). Så der holder vi, kan ikke komme frem, da bommen ikke går op, og vi kan heller ikke bakke, for vi er langt fra de eneste, som har samme destination for øje. Efter et par minutter kommer der, hvad vi formoder er, en kvindelig betjent. Hun beder om at få “brobizze’en”og beder os om at betale $4. Vi spørger, om vi ikke må få den tilbage igen, da det ikke er vores bil. Men det er absolut udelukket. Hun skriver en slags kvittering til os med et nummer på, som ejeren af bilen kan ringe til, og så kan de få den tilbage. Hun åbner bommen for os, så vi kan køre igennem og så sluttede den diskussion. ØV altså, så låner vi en bil, og så bliver deres “BroBizz” snuppet. 

Himmelen er blå, der er 35 grader og forude venter stranden, og man er vel nogle skarn, hvis ikke det bliver værdsat. Vi får parkeret den orange jeep for at finde et godt spot på stranden. Sjovt nok har inden valgt at være tæt på vandet, og det vil vi jo gerne, så ungerne selv kan soppe og hoppe over bølgerne. Vi bliver klogere; bølgerne er ret voldsomme, så ingen af ungerne kan hoppe over dem, de bliver i stedet for slået omkuld af dem (ingen led, og også moderen måtte se sig overmandet af en gigantbølge, fordi jeg troede, jeg let og elegant kunne svømme med bølgen i land, hvilket ikke skete. Men jeg gav da flere et godt grin 😉), og Michael og jeg måtte flere gange flytte håndklæder og tasker, fordi vandet kom tættere og tættere på. Til sidst lå vi klemt inde mellem en teenagefest og et russisk par, som råbte ret meget (og højt) af deres søn, som forsøgte at lege med vores børn ved bl.a at ødelægge deres nyligt opgravdede huller eller hælde sand ud over dem (heller ikke her, var der nogen der led). 

I løbet af de par timer vi var der, fløj der en politihelikopter ret tæt over vandet, hvori betjentene sad og vinkede til os. På Strandpromenaden bag ved os kørte der også en patruljevogn rundt, og på parkeringspladsen var de der også. Så man må sige, at der er noget mere synligt politi her end jeg/vi har set andre steder. 

Da vi havde været på stranden godt tre timer, besluttede Michael og jeg, at det var på tide at vende hjemad igen. Det var til store protester fra de to yngste familiemedlemmer (sagde jo, at ingen led under hverken store bølger eller kontaktsøgende fremmed dreng), så her måtte jeg trække lidt på mine vingummipædagogiske evner og lokke med chips og Oreos i bilen på hjemturen, og så ville de sjovt nok gerne med hjem 😊

Fredag aften var Emil og jeg blevet færdig med Harry Potter 2, og for hver gang vi afslutter én af bøgerne, ser vi filmen. Så efter aftensmaden lørdag, puttede Emil og jeg os i sofaen med popcorn og Harry Potter, mens Michael og Nanna fortrak til soveværelset og Albert på computeren. Skøn afslutning på en sjov og hyggelig strandtur