Når pandekager til aftensmad er resultatet af mandagens vingummipædagogik

Og så alligevel.. Ugen startede så fint og godt med at aflevere to meget glade børn i skole (var da lige ved at danse en lille sejrsdans på vej ud af skolen, hvis det ikke var fordi, jeg havde tasken fuld af cykelhjelme og favnen fuld af løbehjul), nåede også at tænke, at nu er vi på rette spor, nu kører det, alle er glade og vi trives. Nåede da også at komme hjem, skulle lige have gjort rent og vasket noget tøj, inden jeg skulle mødes med Winnie til frokost, men så ringede min telefon. Det var fra skolen. Høflige som amerikanerne er, spørger de altid ind til, hvordan jeg har det, og høflig som jeg er, spørger jeg selvfølgelig ham retur, selvom jeg egentlig er ret ligeglad, og nok også lyver lidt om, at jeg har det godt, for hvorfor ringer du? Hvad er der sket med mine børn? Han forklarer mig, at begge mine børn mangler to vacciner, og hvis de ikke får dem samme dag, kan de ikke modtage dem i skolen, førend de har fået dem.. Er delvist lettet, for begge børn har det tilsyneladende godt, men er på den anden side også en kende frustreret, for den ene vaccine de mangler er for skoldkopper, som de har haft og derfor er positive immune overfor. Dernæst en frustration over, at de potentielt set står til at blive “bortvist” indtil de får de to vacciner. Og nu gik det lige så godt. Emil havde om morgenen sagt, at han syntes, at weekenderne er for lange og sommerferien for kedelig, for han vil hellere i skole (ja, han må være enhver lærers ønskeelev) og Nanna havde for 3.morgen i træk ikke grædt, da jeg afleverede. Hverken Michael eller jeg er imod vacciner af vores børn (eller af os selv for den sags skyld), men jeg bliver lidt spids, hvis de kræver, at jeg skal lade mine børn vaccinere mod en sygdom, som de har haft. Den anden vaccine de manglede, var en Hepatitis A. De er i gang med Hepatitis B vaccine, og skulle faktisk have andet stik på fredag. Jeg får afsluttet ham fra skolen, jeg får ringet til lægen, og jeg får heldigvis en tid samme eftermiddag. Da jeg henter Emil og Nanna efter skole, er de fra kontoret meget undskyldende, og fordi skolen kun har eksisteret i tre år, har de endnu ikke haft “skoldkoppe-tilfælde” som Emil og Nanna før. De har også skrevet til vaccine myndighederne (eller det hedder de måske ikke helt, men noget lignende) i New York og forklaret dem om de kommende vacciner. Jeg får forklaret mine to meget glade børn, at vi altså skal en tur omkring lægen, og at de skal have et stik i hver arm, en for hver af Hepatitis vaccinerne. De begyndte begge at græde fuldstændig utrøsteligt og blev meget sure på mig, blev sure på Michael, over han skulle arbejde herovre og ville bare hjem til Danmark igen med det samme. Intet ved New York var overhovedet sjovt og ingen var søde. Jeg fik halet begge børn med ud af skolen og hen til lægen. Da vi kommer ind til lægen, kunne hun fortælle os, at de kun skal have Hepatitis A, for hun må ikke give begge på samme dag, der skal gå en måned. Håbede, at det kunne mildne Emil og Nannas gråd, at de kun skulle stikkes en gang, men det var de åbenbart ret så ligeglade med. Lægen fik også givet mig en kopi af deres blodprøver, hvori der står, at de er positive immune overfor skoldkopper og derfor ikke skal vaccineres. Hun fortalte mig, at myndighederne er vant til det, så de burde acceptere det, for hun var helt enig med mig i, at de selvfølgelig ikke skal vaccineres mod skoldkopper. Dernæst skrev hun en seddel på dem hver om, hvornår de næste vacciner skal gives, så kan de få lov til at gå i skole, så længe vi overholder vaccinedatoerne (jeps, det skriver skolen så ind i systemet, og så er vi “home safe” så længe). De fik hver deres vaccine, en slikkepind af lægen og så standsede gråden, og de syntes heldigvis begge to, at det er helt rart at være i New York igen 🙂 Så lige en servicemeddelelse hvis andre planlægger at flytte sig selv og sine børn til New York og omegn; tjek lige med vaccinerne inden, for hverken skole, daycare eller pre-kindergarden må modtage børnene, hvis de ikke følger vaccineprogrammet. Og det er ikke til diskussion. Det er de samme vacciner som i Danmark, her skal de dog også have skoldkoppe vaccine samt Hepatitis A og B.

Det blev onsdag, og afleveringerne om morgenen har fortsat været ret gode med glade børn. Nanna bliver mandag til torsdag hentet af sin engelsklærer, hvor de sammen har engelsktræning inden de mødes oppe i klassen med de andre. Hun kunne fortælle mig, at de i dag skulle have en “soft lockdown”, og om jeg ville forklare det for Nanna. Jeg var lidt forberedt på, at de skulle have disse, for da jeg for nogle uger siden var ude med andre danske mødre i New York(mødregruppe på et nyt niveau; vi mødes uden børn, om aftenen på en rooftop bar og drikker drinks), kunne de fortælle om de her øvelser, som i sig selv er lidt skræmmende. Den ene af mødrene’s søn havde, da han havde oplevet den for første gang sidste år, kaldt det for en gangster øvelse. Han havde vist ikke virket så skræmt over det som forældrene. Jeg spurgte efterfølgende ind til dem på skolen, og jeg fik også tilsendt en video, jeg kunne se, så jeg kunne forberede Emil og Nanna på det. Den nåede jeg dog ikke at se (har altså travlt som hjemmegående!), inden øvelsen skulle foregå på skolen. En “soft lockdown” er en øvelse, hvor der er en trussel uden for skolen, som helst ikke skal trænge ind på skolen til børnene. Derfor bliver dørerne låst, vinduerne lukkede og lyset slukket. Alle børn skal være i deres klasser og sidde helt stille, lidt gemt for vinduer og døre. De ansatte må gerne være på gangene, men alle klasselokaler skal være låst, og hverken elever eller deres lærere må forlade klasselokalet. Hvis det er en “hard lockdown” er truslen inde på skolen, og alle ansatte samt elever skal være låst inde og gemme sig der hvor de måtte befinde sig. Det er jo i sig selv ret trist, at disse øvelser er en nødvendighed. Og det er for både voksne og børn ret skræmmende.

I eftermiddags har jeg fået talt med både Emil og Nanna om deres oplevelse. Emil syntes ikke, det havde været skræmmende, men hyggeligt, fordi de fik lov til at sidde stille og læse imens. Nanna syntes, det havde været ret skræmmende, mest fordi én af klassekammeraterne havde grædt, og de skulle jo være stille. Hun har siden spurgt til, hvem de “people” er, som kunne finde på at komme ind på skolen. Hun er her til aften blevet puttet i vores seng, fordi hun var lidt utryg og Emil på en luftmadras ved siden af.

Alt imens jeg trøster, fixer vacciner, sikrer, at ingen bliver “bortvist” og forsøger at forklare, hvorfor “gangster” øvelser er nødvendige, uden at blive for direkte, checkede Michael ind på et luksus resort i Austin, hvor han er til konference hele ugen. Måske jeg har grebet min trang til ro og orden i vaccinationsprogrammet helt forkert an. Måske vaccinerne skulle have ladet vente en lille uge på sig, Emil og Nanna havde ikke fået lov til at komme i skole, og i stedet for at sidde her mens Michael er i Cowboyland, kunne vi jo have rejst med. Så havde de også været dagens øvelse foruden 😉