Da Michael og jeg mødte hinanden for 12 år siden talte vi, som forhåbentlig mange andre par også gør, om vores drømme. Heldigvis kunne vi sagtens se os selv i hinandens drømme. Én af de drømme som vi begge havde, var drømmen om at bo og arbejde i udlandet i en længere periode. Jeg har tidligere både arbejdet og studeret i udlandet mens Michael har rejst mange steder med sin rygsæk på ryggen, så udlængslen var ikke fjern for nogen af os. Jeg læste spansk på daværende tidspunkt, så det lå lidt i kortene, at det var mig, der skulle få foden indenfor i et firma som kunne ansætte mig i én af de mange skønne spanske byer. Drømmescenariet var enten Barcelona eller Valencia.

Årerne gik, et hus blev købt i Aarhus og to børn blev født inden for 22 måneders mellemrum. Vi var ikke særlig glade for huset, og vi ville gerne flytte tilbage til Aalborg, så vi var lidt på jagt efter nye muligheder. På det tidspunkt boede én af Michaels bedste venner i Sydney, og da han kunne fortælle om en ledig stilling hos et dansk firma i Sydney, søgte Michael faktisk det job. På daværende tidspunkt var Nanna 10 måneder og Emil knap 3 år. Og havde han fået jobbet, var vi nok flyttet to år til Sydney. Det havde selvfølgelig været vildt spændende og der havde været ro på familiefronten, men meget langt væk. I stedet for solgte vi huset og flyttede nordpå til Aalborg. Det har vi aldrig fortrudt, men drømmen om udlandet spøgte fortsat. Så da vi en torsdag aften skulle beslutte om New York skulle være vores hjem i et år, var svaret egentlig givet nogle år forinden. De største bekymringer var, og er jo til dels fortsat, vores børn. Men når jeg som her til morgen ser, at Nanna bliver modtaget af 6-7 piger fra klassen som giver hende en fælles krammer mens de siger “we love you Nanna” (det var en Benetton reklame værdig), så forsvinder bekymringerne som dug for solen og bliver i stedet erstattet af rørte og taknemmelige tårer, og bekræfter mig endnu engang i, at vores børn får en gave for livet ❤️