Her godt en måned inde i skolestart er det vist på sin plads med en lille status. På den ene side, synes vi, at de lige er startet, og vi alle havde det ret svært med det (læs eventuelt mere om det her og her) og på den anden side, virker det som de ikke har lavet andet. Både Emil og Nanna siger begge, at de elsker at gå i skole her, og Emil siger sågar, at han synes skolen herovre er sjovere end at have sommerferie.

Når jeg afleverer om morgenen er det to glade børn. Nanna skal lige have et ekstra kram, så er hun klar. De spørger begge to meget til, hvornår de kan begynde at køre med skolebussen, og den får jeg ikke lov at køre med i, så de må føle sig ret trygge i de nye omgivelser.

Sidste uge fik mine forældre og jeg lov til at være med i én af Emils timer og bagefter gik vi over og fik den sidste skoletime med hos Nanna. Det var rigtig sjovt og spændende at opleve. Da vi kom ind i Emils klasse var de hver især i gang med at skrive en historie, enten ud fra fri fantasi eller noget de havde oplevet. Emil var ved at skrive om hans helikopter oplevelse. De bruger ikke længere Google Translate, så Emil skrev selv sin historie ud fra de ord han kan på engelsk. Vi blev egentlig ret overraskede over, hvor meget Emil selv kunne skrive og sammensætte sætninger på engelsk, og kun efter en måned i skole. Efter “Writing” skulle de have “Math stations”. Det går ud på, at der er fem forskellige matematik stationer i klassen, hvor de ved hver station skal løse en opgave med en makker. Emil var sammen med én af de drenge, han leger mest med i klassen. Mine forældre og jeg sad lidt fra dem og kunne, med en blanding af både stor forbløffelse og stolthed, konstatere, at Emil nu kan have samtaler på engelsk med sine klassekammerater. Hans lærere havde godt fortalt mig, at han var begyndt at deltage meget mere i timerne, men jeg vidste ikke, at det allerede var på det niveau. Han forstår stort set alt i timerne efterhånden, og hvis der er noget, han er i tvivl om, er lærerne fantastiske til at sørge for, at han er helt med på, hvad der skal ske. Generelt er der sket så meget med vores generte første fødte. Han er begyndt at række hånden op i timerne, han læser højt for hele klassen og han tiltaler mennesker han aldrig før har mødt og komplimenterer dem for deres “cool shirt”, “cool shoes” eller “cute dog”. Det har han jo seriøst aldrig tidligere gjort på dansk. Den amerikanske mentalitet og åbenhed gør altså noget rigtig godt ved Emil. Herhjemme er han begyndt at indsætte engelske ord i danske sætninger. Vi havde fået af vide, at det nok ville ske, men at han allerede “glemmer” de danske ord, havde vi nok ikke regnet med, ville ske så hurtigt. Han retter mig, når jeg siger noget på engelsk og udtalen ikke er rigtig, mens han undskylder mig med, at jeg jo aldrig har lært amerikansk kun engelsk, hvorimod ham og Nanna jo lærer amerikansk.  Jow jow, så efter en måned i skole, kan vi konstatere, at Emils selvtillid nærmest er eksploderet, han elsker skolen og hans sproglige kompetencer har taget samme tur som selvtilliden.

Nanna er også blevet rigtig glad for at gå i skole, og det var så sødt at se hende sammen med resten af hendes klassekammerater, da mine forældre og jeg fik lov til at være med i én af timerne. De havde også matematik da vi kom ind, og den ene lærer var ved at fortælle en historie om én der havde 13 pennies og så tabte hun de 5. De talte meget om selve historien, som også nogle af dem skulle genfortælle. Bagefter skulle de ud fra nogle klodser vise, hvor mange pennies der var tilbage. Nanna var ret hurtig færdig, hvilket jo også betyder, at hun forstod, hvad der blev sagt. Hun siger ikke så meget endnu, men hendes lærere fortæller mig, at hun er begyndt at deltage mere nonverbalt. Hun leger også med pigerne i klassen, hvor de lærer hende at tælle på engelsk, leger fangeleg mv. De synger mange sange i klassen og dem kan hun udenad. I går sang hun en sang for mig på spansk, og det lød bare så sødt. Emil har ikke længere spansk, han har i stedet for engelsk med sin ESL lærer (English as a Second Language), hvilket passer Emil meget bedre. Nanna synes, at spansk er super sjovt, fordi de synger meget.

Så alt i alt kan vi her på matriklen godt konstatere, at det faktisk går over alt forventning med at gå i skole i Williamsburg. Vi er dagligt glade for, at vi valgte netop denne skole for vores børn, for de har altså gjort (og gør!) noget ret godt for vores børn, som jeg vil være dem evigt taknemmelige for. Det er ikke kun Emil og Nannas faglige udvikling jeg sætter stor pris på, hvilket jeg egentlig tænker mindst over, men for den måde lærere og ansatte arbejder for, at (ikke kun) mine børn føler sig velkommen hver eneste dag, omfavner (ikke kun i bogstavligste form) dem og inkluderer dem, så de føler sig lige så meget værd som enhver anden elev på skolen. Og ikke mindst, at de forhåbentlig får det skønneste år i New York, som de altid vil mindes med stor glæde.