Da vi rejste fra Danmark i slutningen af juli sagde vi på gensyn til rigtig mange, som vi ikke ser før til sommer igen. Vi havde nemlig på forhånd besluttet os for ikke at rejse hjem til jul, men i stedet blive i USA og få indfriet nogle af vores rejsedrømme. Det var selvfølgelig ret hårdt at skulle sige på gensyn til dem, som vi har tættest på os, og som beriger vores hverdagsliv med så meget smittende latter, livsglæde og mange gode snakke. Nanna kan stadigvæk få tårer i øjenene når snakken falder på sin aller bedste Maja (hende, der til tider føltes som vores 3.barn) eller sin elskede moster og kusinen miss lille C, fordi de tre fyldte rigtig meget i hendes hverdag. Og ingen af dem får vi desværre nok at se før til sommer. Heldigvis er Nanna blevet beriget her med to skønne og skøre jævnaldrende piger, som bor længere nede af gangen, og som i den grad indtager vores hjem og hjerter med deres umiddelbarhed og deres iver efter at lege med begge vores børn. I går aftes spurgte deres forældre os, om vi ville med ned på en nærliggende cafe, hvor de udelukkende serverer marrokansk mad, og det ville vi selvfølgelig gerne, ikke kun for det lækre mad (nordafrikansk mad kan altså bare noget) men også for det gode og hyggelige selskab på en kold og blæsende søndag aften.

Emil, lettere modvilligt, accepterer at holde pigerne i hånden 🙂