Sidste år ved omtrent samme tid som nu, begyndte juleforberedelserne i Emils hoved. Det var ikke fordi, vi begyndte at juleforberede derhjemme, men Emil er bare et barn, som er meget entusiastisk omkring de ting han går op i, og her er julen højt placeret. Altså lige det der med glæden omkring jul, har han nok ikke helt fra fremmede; jeg elsker alt omkring julen, men må nok sande, at jeg fremover skal skrue lidt ned for det. Bl.a. er jeg nok en af de få mødre, der havde glædet mig (inden jeg fik børn..) til at skulle finde på 24 små hyggelige kalendergaver, som nissen Helmuth (som jo for øvrigt flytter ind hver år) skulle levere på min gamle julekalender, som min farmor lavede til mig, da jeg var 1 år. Ligesom hyggen ved at gå ud og fælde vores eget juletræ, julebagning, se julekalender i TV med mere gerne måtte fylde en del i december. Så ja, jeg har i høj grad været med til at puste til Emils juleentusiasme.

Emil gik desværre så meget op i det sidste år, så da vi nåede 1.december var han mere eller mindre udmattet. Når vi tænker tilbage, havde han et efterår, hvor han var mere irritabel end ellers, og det gik i sandhed ud over sin lillesøster i en grad, hvor vi dårligt kunne kende ham. Han havde også svært ved at sove om aftenen og vågnede tidligere end normalt om morgenen. Han var pludselig også ked af at blive afleveret i skole om morgenen. Så der var vel egentlig ret tidligt nogle tegn på, at han ikke havde det godt. Da vi nærmede os den første weekend i december, undrede det mig en smule, at Emils hår så så tyndt ud. Han har alle dage haft et stort, lækkert og krøllet hår, og lige den fredag morgen så det bare så tyndt ud, og jeg kunne se hans hovedbund et par steder. Jeg havde fri den fredag og efter skole, skulle jeg hente Emil, da han og jeg skulle købe julegaver samt spise sushi og i biffen. Nanna skulle over til mormor og morfar og Michael var i København. Da begge børn er afleverede i henholdsvis børnehave og skole, ser jeg, at der ved siden af Emils seng er hår, der ligger krøllet sammen som en mindre tennisbold. Jeg går lidt i panik, for der er ret meget hår, og jeg havde jo lagt mærke til, at hans hår så så tyndt ud. Jeg kigger i skraldespanden på hans værelse, og der finder jeg endnu flere små hårbolde. Pludselig giver det hele bare mening; han er jo mere eller mindre stresset. Jeg ringer selvfølgelig til Michael, og vi aftaler, at vi aflyser så meget som muligt resten af december, og får Emil pakket så meget som muligt ind i vores rolige favn. Jeg taler også med hans lærer samt sundhedsplejerske, da de har også opdaget, at han sidder og trækker sit hår ud af hovedet. Vi bliver faktisk også henvist til en børnepsykolog, som gav os og Emil nogle redskaber til at tackle tankemylder hvis/når det en anden gang dukker op.

Emil er heldigvis god til selv at sætte ord på, hvad der sker med ham. Han fortæller os, at han har ondt i maven, fordi han tænker meget over, hvad nissen kommer med til både ham og Nanna, alle (som i en 7-8 stykker) de julekalendere han skal åbne dagen efter, hvem der trækker kalendergaven i skolen, hvad han selv får, og hvem der får hans gave, hvilke gaver han skal købe til hvem osv. Og det i sig selv er jo søde og gode tanker, bare ikke når han ikke kan give slip på dem, og de får lov til at overtage, så han hverken får søvn samt at de påvirker hans humør negativt.

Både i skolen og hjemme er alle ret opmærksomme på ham, så han får så meget ro som muligt. Hans søvn er fortsat i et enormt underskud, men det hjælper lidt, at vi lægger os med ham hver aften når han skal sove samt at han får noget at beskæftige sine hænder med, så de ikke vandrer op til håret.

Da vi lander den 25.december om morgenen står Emil op senere end han plejer og med en helt anden ro over sig. Jeg spørger til hans tankemylder, og han siger, at han ikke har tænkt så meget. Vi joker lidt med, at næste år afskaffer vi julen og rejser tre uger til Thailand og laver så lidt som muligt. Den er han helt med på.

Den joke er næsten blevet en realitet. Vi afskaffer ikke julen helt, vi rejser heller ikke til Thailand, men vi bliver i stedet for i USA og udforsker lidt mere af det her kæmpestore land. Julen i år bliver altså ikke traditionel med and, stort juletræ eller omringet af vores familie. Helmuth er kke flyttet med til New York, jeg formoder heller ikke, at summen af julekalendere bliver så lige så stor ej heller at skolen her gør lige så meget ud af julen som i Danmark, hvor størstedelen af befolkningen fejrer julen. Så vi satser på en lidt roligere december end vi oplevede den sidste år.

Juleaften bliver vi os fire. Michael og jeg kommer til at opfylde én af Emil og Nannas store ønsker i forhold til måden at holde ferie på, og vi glæder os så meget til at overraske dem. De ved endnu ikke, hvad vi skal, og heldigvis er juletankerne ikke dominerende endnu, så de spørger endnu ikke til julen. De ved dog, at vi bliver her.

Emil stoppede heldigvis med at trække sit hår ud lige efter julen sidste år, men vi er fortsat meget opmærksom på ham, især når han som nu, bliver kastet ud i nye udfordringer. Dem har han heldigvis tacklet mere end godt. Jeg fik af vide her til morgen, at hans seneste læsetest viser, at han læser engelsk på niveau med 2.klasse. Hvilket altså betyder, at han læser lige så godt engelsk som hans klassekammerater. Han er et barn, som ikke gør noget halvhjertet, når han går ind i noget, gør han det med alt sin energi. Hans største udfordring, bliver at lære at kontrollere det, så det ikke kontrollerer ham. For det er i sandhed også én af hans store styrker ♥