Siden sidst

Er der sket en del. Farmor og farfar har været her i én uge. Vi fejrede Thanksgiving med dem, og som jeg var inde på tidligere var jeg allerede fan af denne tradition selv inden maden kom på bordet. Den skuffede bestemt ikke. Specielt sweet mashed potatoes with marshmallows on top er blevet en ny favorit 😊 Emil og Nanna var ikke specielt imponeret over maden men derimod helt tilpasse med, at vi tog gavedelen fra juleaften og krydrede Thanksgiving med det. I år skulle vi have fejret jul med farmor, farfar og olde, men da vi ikke er i DK i år til jul, fik Emil og Nanna gaverne fra dem. Behøver vist ikke at sige, det var et hit..



Fredag aften udnyttede Michael og jeg, der var bedsteforældre, der ønskede alenetid med børnebørnene og vi smuttede i byen. Vi startede med cocktails i hotelbaren på The Standard i Meatpacking District. De har også en formidabel rooftop bar, som dog var lukket grundet vejret.

Vi tog derfra videre til Fig and Olive også i Meatpacking, hvor vi bestilte de fleste af deres forretter og delte som tapas



Vi tog derfra videre til én af de ældste jazzklubber i New York, hvor en yngre jazzmusiker skulle spille kl.22.30. Vi ankommer til det her hyggelige, dog meget mørke og enormt befolket lokale, modtager vores drinks og så går han ellers i gang. Jeg ved ikke, om det var alkoholindtaget, det mørke lokale eller den lettere dystre jazz der gjorde udslaget, men i hvertfald falder Michael i søvn, og jeg skal da blankt indrømme, jeg nikker vist også lidt en gang i mellem. Vi bliver enige om at drikke ud og tage hjem. Klokken nærmer sig jo også 23, så der er ikke noget at sige til, hvis vi er trætte 😂

Jazzklubben

 

Vi fandt en subway hjem, og da vi igen befandt os i Williamsburg, blev vi enige om, at vi hellere måtte drikke en sidste cocktail og spise lidt nachos. Den kombi findes på Surfbar, altså den med sand på gulvet, surfboards i loftet og kakerlakker på toilettet. Drinksene er gode og stærke. Dagen efter fortrød jeg SÅ meget, at vi liiiige skulle slutte af på Surfbar, men dagen før tænkte jeg, at hvis vi bare fik nachos til, så var alt godt – også dagen efter…

Surfbar

Lørdag morgen var ikke sjov, og jeg var egentlig ret overbevist om, at jeg hellere måtte blive hjemme. Jeg fik heldigvis slugt (!) en portion cheerios godt opslugt i mælk, og så var jeg rimelig kørende igen. Vi tog til Manhattan, hvor vi fandt en super hyggelig diner med sort kaffe fra kolbe, bjerge af pandekager og vel tilberedt bacon.

Derfra videre til Central Park, hvor vi overværede et frieri. Eller det vil sige, jeg tror, det var begrænset, hvor meget min svigermor og jeg kunne se for tårer. Helt underligt, vi kendte dem ikke, og så står vi det og småflæber fordi én bliver friet til. Jeg fik ikke billeder af det, selvom andre gik ret meget amok med kameraerne.

Lige der igennem, ved springvandet, blev en meget glad pige friet til ❤️

Central Park er stadigvæk iklædt smukke efterårsfarver

To be continued…

Skriv en kommentar