Ja, så gik der fem måneder som beboere i Williamsburg. Fem måneder som på mange måneder føles som ret meget mere, for hold nu op, der er sket meget. Samtidig er tiden fløjet af sted, netop fordi der er sket så meget. Nu er der kun to dage til juleaften og om lidt over en uge er vi færdige med at befinde os i 2016, og vi skal dermed affinde os med, at endnu et år er gået og et nyt skal begynde.

Vores hverdag herovre flyver afsted. Vi er faldet ret godt ind i nye rytmer og rutiner, og alle der har børn i skole kender nok til, hvordan hverdagen ser ud med faste møde- og afhentningstider.

Emil og Nanna er fortsat ret glade for skolen. I onsdags var jeg til “Parent-teacher-conference” eller på godt gammeldags dansk “Skole-hjem-samtale”. Jeg havde begge børn med, da Michael havde møder. Vi havde egentlig aftalt, at de kunne blive oppe på hans kontor mens jeg tog til samtalerne på skolen, da der altid er nogen, der gerne vil tale med Emil og Nanna, og ellers hygger de sig fint med at tegne eller spille spil deroppe. Det er virkelig rart, at de altid er mere end velkommen. De kom dog med til samtalerne, hvilket også var rigtig hyggeligt, for så kunne de selv høre roserne fra lærerne. Det var også der, vi forærede lærerne deres julegaver.

Udgangspunktet i samtalerne var deres “Report Cards”, som frit oversat betyder, at vi talte om deres karakterer. Jeps, de får karakterer fra 0.klasse, og inden nogen får eftermiddagskaffen galt i halsen, så bliver de givet ret konstruktivt og med udgangspunkt i, hvilke områder der skal arbejdes med. Emil er også blevet læsetestet op til flere gange. Jeg har ikke indtryk af, at han opdager (han synes i hvert fald ikke, at det på nogen måde er ubehageligt), at han bliver læsetestet, de lytter bare til hans oplæsning samt en eller anden form for test af ordkendskab for derefter at finde ud af, hvilket niveau han er på samt for at finde ud af, hvordan de bedst kan understøtte ham. Han får en læsemappe med hjem hver uge med 4-5 bøger, som han skal læse i 20 min hver dag. Nanna har ligeledes en læsemappe med nye bøger hver uge. Hun læser på niveau B, niveau A er nybegynder, så det går lige så stille fremad, hvilket det også helst skulle. Og det er her, jeg synes, at de læsetest samt report cards de får fra skolen er konstruktive. Alle har en fornemmelse for det enkelte barn og hvor der eventuelt skal sættes lidt ekstra ind. Måske, og kun måske, fordi de allerede får dem i 0.klasse er der ikke noget odiøst i at få karakterer for deres indsats i skolen. De får karakterer fra 1-4, hvor 1 er under klasse niveau, 2 er på vej til klasse niveau, 3 er på klasse niveau og 4 over klasse niveau. Både Emil og Nanna ligger (overraskende nok eftersom de kommer uden engelsk som modersmål) ret meget på niveau med deres klassetrin. Nogle steder er de over niveau, fx er Nanna ret hurtig til at forstå og løse opgaver, men hun er også et år ældre end sine klassekammerater. Emil er lidt over niveau i matematik, men noget af det er også repetition fra Danmark. Og andre steder er de på vej til niveau.

Så altså summa summarum på skolen, så går det ud over alt forventning. Jeg er fortsat lidt på halen over, hvor hurtigt de har fanget sproget. Emil taler på livet løs, rækker hånden op i klassen når han kender svaret, kan forklare, hvordan han er kommet frem til matematiske løsninger, løser enormt mange opgaver i samarbejde med sine klassekammerater og hjælper dem, hvis der er noget, han forstår, som de endnu ikke har fanget.

Nanna siger endnu ikke noget i timerne, men hun er gerne den første til at have løst en opgave, hun kommunikerer nonverbalt med lærerne, og de er de sidste til at presse hende til at sige noget. Nannas klassevenner derimod er fuldstændig pjattede med hende og hviner hver gang hun siger deres navn, tæller til 10 eller andet. Forældrene er sågar kommet til mig og har fortalt, at deres børn gladeligt fortæller hjemme, når Nanna taler til dem. Nanna har fortalt mig, at hun ikke vil tale med nogle af de voksne, men at hun gerne vil talte med børnene. Både jeg og lærerne er ret overbeviste om, at det på et tidspunkt bobler over i hende, og så vælter det ud med ord. Herhjemme leger hun rigtig meget med vores nabopiger, og det foregår udelukkende på engelsk, så hun kan sagtens. I lørdags var hun til fem års fødselsdag ved én af pigerne fra klasserne, og det var en fornøjelse at se, hvordan hun leger rundt med både piger og drenge. Fødselsdagen var en beretning i sig selv, så den får I i en anden dag.

Begge børn har fritidsinteresser. Tirsdag er det svømning med Morgan, som de begge er ret pjattede med, selvom disciplinen er hård og han giver dem lektier for. De øver simpelthen benøvelser herhjemme fem minutter hver dag. Jeg har været med et par gange, og det er mega hårdt for mave og inderlår. Amerikanerne vinder selvfølgelig også en del medaljer ved OL, så noget må de gøre rigtigt i deres træning 😉

Onsdag er fodbolddag for Emil. Vi har fundet en ret fed indendørs fodboldhal, hvor de kan træne om vinteren. Han går med én af sine bedste venner fra klassen, og ellers er det godt og blandet drenge og piger samt en skotsk fodboldtræner. Det er igen én af de mange skønne ting ved at bo i Williamsburg, eller ja New York for den sags skyld, vi møder så mange spændende mennesker fra hele verden.

Torsdag er det gymnastik for Nanna. Igen er disciplinen hård og det er nogle ret vilde ting Nanna lærer. De er ikke mere end seks piger på holdet, for de ville ikke have for store hold. Nanna elsker gymnastik og er på kort tid blevet ret stærk, så det skal vi endelig også fortsætte med når vi kommer hjem til Aalborg igen.

Ja, og så er den uge hurtig gået. Og der er måske alligevel ikke så meget at sige til, at de hurtigt er blevet ret gode til at tale engelsk (ohhh sorry, “vi taler altså amerikansk mor, ikke engelsk..!”), for de hører engelsk (amerikansk) fra kl.8 om morgenen og ofte til de går i seng, fordi de efter aftensmaden tit leger med nabopigerne.

Michael arbejder, hvilket nok ikke overrasker helt vildt (det havde jeg nok også svaret i Aalborg). Det er jo sådan set derfor vi er her, vores visum er faktisk ret afhængig af lige netop det. Han er fortsat ret pjattet med det, så det er efterhånden lidt af en kliche for mig at sige (det havde jeg nok også svaret i Aalborg)

Og så er der jo mig. Jeg er ved at være godt træt af at støvsuge, rede senge og vaske tøj, så det skruer jeg ned på absolut minimum. Drikker i stedet for mega meget lækker te, køber tonsvis af julegaver, nyder juleudsmykningen rundt om på gader og stræder, forsøger at sætte gang i noget fundraising på Emil og Nannas skole og mødes med andre hjemmegående danske damer, hvilket de sidste par gange er foregået hos Meyer’s Great Northern Foodhall i Grand Central Terminal. Det er altså med tebirkes, øllebrød og hele dansker moletjavsen. Armen så hyggeligt altså 😉 Jeg fandt faktisk ud af for et par dage siden, at Claus Meyer og en ven (svenskeren Fredrik Berzelius, der lige har fået to Michellin stjerner for Aska, som befinder sig ikke mange gader fra os, Williamsburg er simpelthen “the place to be..”) åbner et madsted/cafe/restaurant ret meget i nærheden af, hvor vi bor og nærmest på vej hjem fra Emil og Nannas skole (kan I høre, at det er her croissanterne og kaffen skal indtages hver morgen efter aflevering?!). Den kommer til at hedde Norman (association til Noma?), da den ligger på Norman Avenue. Da jeg gik forbi i går, kunne jeg se, at de er ved at pakke ret meget inventar ud fra Norman Copenhagen. De forstår altså at fuldende tingene.

Jeg spurgte Emil og Nanna den anden dag, hvordan de havde det med at være her. Nanna svarede, at hun syntes, at tiden går for hurtigt, så hun vil gerne være her længere tid. Vi havde også lige talt om, at vi snart skal have bestilt vores returbillet til DK (!!), da vi rejser hjem fra Los Angeles sammen med mine forældre, søster og niece efter to ugers roadtrip til sommer. De har netop bestilt hele rejsen. Og det tror jeg egentlig vi alle har det ret ambivalent med, altså at skulle bestille returbilletten, for vi føler jo, at vi lige er kommet. Emil vil bare gerne have, at hans klasse kunne flytte herover, og så måtte de for øvrigt gerne tage hans kanin med. Jeg kan virkelig også godt forstå, at han savner sin klasse fra Aalborg, for jeg tror, at det bliver svært at finde en skønnere klasse, og eftersom han ikke har fundet den her, kan jeg godt forstå, at han savner dem så meget. Han går i en god klasse, men der er ikke mange børn fra nærmiljøet, så legeaftalerne er ikke i lige så høj kadence som i Aalborg. Men det var egentlig rart at høre, at efter fem måneder som “wannabe amerikanere”, så er de faktisk faldet ret godt til, og at de trives med deres nye hverdag. Det var vist mere end, vi havde turde håbe på, selvom der ikke var ret meget tid til at forestille sig en masse før vi stod her.

Næste måneds status har vi været her halvdelen af tiden, og jeg ved bare, at så går det for alvor stærkt den anden vej. Indtil vi igen er hjemme i Danmark, stornyder, indtager og forsøger vi fortsat at fordøje skønne New York med alle dens muligheder, hyggelige bydele og ikke mindst interessante nye bekendtskaber. Lige om lidt går turen sydover, hvor destinationen er Charleston henover juledagene. Men mere om det de kommende dage.

Indtil da ønsker vi jer alle en smadder hyggelig jul med nære og kære