Jul i den gamle autocamper 

Ja, sådan kan man altså også holde jul; i et stort monstrum af en autocamper i yderst charmerende Charleston, South Carolina. Og hold nu op, Charleston er nok nær noget den mest charmerende by, jeg nogensinde har oplevet. Hvis man ellers kan ryste de historiske grusomheder der er foregået i byen af sig og så ellers bare indtage byens arkitektur, den smukke kystplacering, den ekstreme gæstfrihed og ikke mindst de gastronomiske herligheder i form af deep fried seafood. Og således startede vi juleaftensdag med at spise lokal lavet is til forret

Dernæst gik vi på Hymans, som i flere årtier har serveret for op til flere kendte. Vi spiste ved samme bord, som Neil Armstrong, forsangeren fra Van Helen og Dr. Ruth har siddet ved (jow jow, vi mænger os rigtigt..). Og hvis man ellers har set DR2 programmet “Anne og Anders i USA”, hvor de besøger netop Hymans, får man et meget godt billede af deres lækre mad. Generelt kan den udsendelse, hvor de besøger Charleston virkelig anbefales. Den findes fortsat på DR’s hjemmeside, vi så den med Emil og Nanna inden vi drog mod Charleston, så de havde en ide om, hvad der ventede dem. At der så også findes alligatorer, var de knap så begejstrede for. Vi så da også op til flere skilte, sågar på vores campingplads, hvor de frabeder gæster at fodre, og jeg citerer: “… turtles, frogs and alligators”. Vi så desværre hverken skyggen af frøer, skildpadder eller alligatorer.

Nå men tilbage til maden på Hymans, som var lækker ud over alle grænser, og også enormt mættende; jeg kan ikke huske, jeg nogensinde har konsumeret så meget deep fried mad på én og samme dag


Friturestegt hummer, rejer, grønne tomater, grøn peber, cole slaw (dog ikke friturestegt) og deres signaturret (nederst i højre hjørne) godt med rejer, bacon og ostesauce, som var alt andet end nærigt smurt ud over friturestegt brød samt hvidløgsbrød. Hvis I nogensinde rammer Charleston, og det håber jeg inderligt I gør, så gå derind og bestil deres bedste fra det friturestegte køkken, I vil ikke fortryde det. Og for de af jer med kalorietæller, lad den blive hjemme den dag 😉

Derfra væltede vi ud i en hestevogn, som fragtede os rundt i Charleston og dens historie. Kusken er også guide, og han havde en del interessant at fortælle om byen, hvis man ellers kan forstå en udpræget sydstats dialekt.

Må altså eje et lyserødt hus engang – måske det bare er pænest i Charleston

Kunne godt se mig selv nyde en kop “sweet tea” i gyngestolen på den “porch”

Tidligere duel gade

Efter mad og hestevognstur drog vi mod autocamperen. Jeg lavede risengrød, som kom under dynen. Derefter fandt vi alle pakkerne frem, som Emil og Nanna med stor iver delte ud mellem os. De havde også pyntet palmerne med lyskæder og nisseguirlander. Vi sad ude, for hvem vil sidde inde i 25 graders varme. Vi fik hverken sunget julesange eller danset om noget træ, men gik direkte til pakkerne. Da de var pakket ud, spiste vi risengrød. Michael og jeg var fortsat ret mætte ovenpå frokosten, så det var ikke meget vi fik indenbords.

 

Min menu juleaften; risengrød, øl og et myggelys til at holde blodsultne myg væk

 

Da vi havde spist os mætte i risengrød, og fordi der jo langt fra var pakker nok (med løg på), tog vi da også et rask slag pakkespil med lidt flere pakker. Nogle traditioner skal man altså ikke vige fra..

1. Juledag ville vi have spist på Jestine’s, som jeg havde fået anbefalet af en sød Aalborg kollega, men alt var stort set lukket ned den 25.december, så vi endte i stedet for på sportsbar. Der viste de amerikansk football, så herrekønnet i familien var helt tilpasse. Nanna og jeg var egentlig bare helt tilpasse med endnu engang at indtage lækker sydstatsmad.

Ikke alt deres fisk var blevet overfaldet af dej og smidt i en friture

Vi var i Charleston tre dage, og i de dage nød vi høj sol og 25 grader. Julestemningen nåede aldrig rigtigt at indfinde sig, og den var aldrig rigtig savnet. Emil sagde efterfølgende, at det havde været den bedste juleaften nogensinde. Det var rart at høre, eftersom Michael og jeg i år havde valgt at trække julestikket og bevidst køre uden om den årlige tradition, og hvad dertil hører.

Må have flere palmer (og blå himmel) i mit liv

I skrivende stund befinder vi os på Outer Banks. Et fuldstændig vildt og fantastisk sted, men det hører I om en anden gang.

Håber I alle har haft den absolut bedste jul og lige som den var ønsket

2 thoughts on “Jul i den gamle autocamper 

  1. Christina siger:

    Hvor er det dejligt at få lov til at læse med og følge jeres eventyr i USA. Det ser så hyggeligt og skønt ud – kan godt forstå, at I gerne bytter den traditionelle jul med denne version! Jeg kan kun håbe på, at det er mig og min familie om et par år… :o) God jul og godt nytår!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s