Outer Banks

Prøv lige og søg Outer Banks frem via et kort, så vil I forstå, hvor langt ude vi var. Lige så ufattelig langt væk fra civilisationen vi var, mindst lige så ufattelig fedt, vildt og smukt var der. Vi boede i byen, hvis man overhovedet kan kalde den for en by, Rodanthe. Nu befandt vi os også en smule uden for sæson, så der var noget mere stille end midt i højsæsonen. Det passede os nu egentlig ret godt, for så var der mere af alt det smukke til os. Se bare her:


De fleste af husene står på pæle, da de er ret udsatte, når kraftige storme og orkaner banker på.

Vi boede på en super hyggelig campingplads med bla udendørs spa og pool. Begge dele blev besøgt, også poolen som ikke var opvarmet. Men vikinger som vi er (host!) brugte vi den iskolde pool inden vi sprang i den lækre opvarmede spa.

Det var også her, jeg mødte to ærkeamerikanere, som kørte max 100 meter fra deres monsterkæmpestore autocamper (forestil jer et mindre dansk parcelhus på hjul, som ved stilstand kan foldes ud i flere niveauer) i deres stærkt forurenende og monsterkæmpestore pick-up (som for øvrigt er det eneste køretøj der bliver kørt i staterne North og South Carolina) for at lade deres korpus nedsænke i den opvarmede spa. Der var ikke meget vikinger over dem, for de sprang den kolde pool over. Jeg så for øvrigt selv samme par dagen efter i førnævnte køretøj køre max 150 for at hente avisen kiosken ved receptionen. Elon Musk er på ingen måde et navn på nogens læber på Østkysten. Men det er nok også godt det samme eftersom Trump er manden på flagene i ruderne på de fleste pick-up’s på de kanter.

Ud over mine observationer af amerikanerne på de kanter og ikke mindst omgivelserne på de kanter, fordrev vi tiden med at spille Ludo, Kalaha, Skak og Fisk. Emil og Nanna brugte flere timer på hoppeborgen, mens de voksne kunne sidde i en stol i solen med kaffe og bøger. Armen altså, livet behandler os godt 😊

Da vi kørte nordpå igen, gjorde vi et stop ved Kitti Hawk for at se, hvor de to Wright brødre fløj et motordrevet fly for første gang i 1903. Der gik hurtigt et par timer ude på den mark, hvor de udførte (på daværende tid) vilde og nok også ret skøre stunts med et selvbygget fly. Men sikke da en opfindelse, hva’?


Området omkring Kitti Hawk lignede den amerikanske udgave af Sunny Beach, så vi var ret glade for, vi havde ramt den lidt mere isolerede, men også rå, del omkring Rodanthe. Om sommeren er der meget aktivitet i form af kajakture, rideture og surfing. Vi så også et par kitesurfere, så det kriblede lidt i Michael for at komme ud og surfe lidt. Men det må han have til gode til hvis vi kommer derned igen. Det er godt 8 timers køretur (uden trafik, og som om det nogensinde er en realitet) fra New York derned, så det er desværre ikke en lille smuttur.

Vi kom hjem igen i eftermiddag. Det har været den skønneste og mest hyggelige uge i den gamle autocamper, som ud fra vores perspektiv var ret stor, men sammenlignet med de andre giga autocampere vi så på vores vej, kunne vores snildt have stået inde i én af de andre.

Vi har fortsat lidt ferie alle sammen inden vores hverdag i Williamsburg igen sætter ind.

Rigtig godt nytår til jer alle

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s