Der er altså noget helt specielt over denne smukke gamle bro. Jeg har efterhånden gået og cyklet over den nogle gange, og således tog jeg også turen over den i sidste uge, da min veninde, Heidi, fra Danmark var på besøg. Hun havde booket en gratis guidet gåtur over Brooklyn Bridge, videre til Brooklyn Heights og afslutning i DUMBO. Vi mødtes med guiden (ham med den røde paraply) ved City Hall og derfra gik turen i selskab med ham og ca 30 andre mod Brooklyn Bridge.
Inden vi ankom på broen mødte vi en stor flok betjente, som lignede nogen der var på vej ud at klatre. Det viste sig, at de havde en øvelse på broen, for som den ene betjent så diplomatisk forklarede os, så er der af og til nogen, der har en lidt dårlig dag, og så skal politiet klatre op på broen og sikre sig at vedkommende ikke tager ekspres turen ned derfra.
Ja, godt det ikke var mig der skulle klatre rundt på den bro 😉
Efter Brooklyn Bridge (med mange gode stop undervejs, hvor vores guide med stor entusiasme fortalte os alt han vidste om broen samt mere til) gik vi videre til Brooklyn Heights. Det er virkelig én af de smukkeste og mest hyggelige områder i New York, som jeg kun kan anbefale alle at besøge for en slentretur gennem historiske og charmerende gader. Her ligger mange af de klassiske Brownstones og vi fik vist boliger i prislejet 12-60 mio dollars. Udsigten til Manhattan fejler bestemt heller ikke noget.
Da vi rundede DUMBO takkede Heidi og jeg af, gav vores dygtige guide 15 USD hver i drikkepenge og tog East River Ferry mod Manhattan og 9/11 Memorial.
Det er bestemt ikke sidste gang jeg tager med på én af de mange gratis guidede gåture i New York. Der er mange forskellige at vælge imellem, blandt andet en Food Tour i East Village, som lyder ret lokkende og nok bliver den næste jeg booker.
Vores tur tog ca tre timer og var gratis, udover drikkepenge til guiden.