Lige præcis i dag om otte uger står jeg på hovedet i flyttekasser og uanede mængder kufferter i et forsøg på at pakke ud og komme på plads i vores hus i Aalborg igen. For otte uger siden i dag var der storvask hos mine forældre, så alt kunne blive rent og pakket i kufferter inden turen gik tilbage mod New York. Og her sidder vi så i dag, halvvejs mellem disse to scenarier. Jeg skal da ærligt indrømme, at jeg har lidt svært ved at forholde mig til, at scenariet om otte uger fra i dag er en realitet, for er vi ikke lige landet i New York…

Har vi nu nået det, vi gerne ville se og opleve i New York? Det har vi nok ikke, for er New York ikke netop sådan en by, hvor man aldrig bliver færdig med at se og opleve? Vi har i hvert fald fået det ud af vores efterår i New York, at begge børn har det nået det stadie af deres udlandseventyr, at de begge svarer meget blandet, når de bliver spurgt til, om de glæder sig til at komme hjem. For de har også fået et godt hverdagsliv her med en god skole og gode venner, som de allerede nu ved, de kommer til at savne rigtig meget. Inden for den seneste uge har Nanna spurgt mig et par gange, om vi ikke nok kommer tilbage til New York på besøg, så hun kan se sine venner og sin skole igen. For os forældre er det sød musik i ørerne, for det bekræfter os (endnu engang!) i, at de ikke har taget skade af at flytte til New York.

I går talte med jeg med en anden dansk veninde herovre, som også flytter tilbage til Danmark sidst på året, om, hvordan vi suger det bedste ud af vores tid med vores børn inden vi rejser hjem, fordi vi begge godt er klar over, at når vi flytter tilbage til Danmark igen, bliver tiden med dem meget mindre. Vi har været så intenst meget sammen her, hvilket har været mere end skønt, også fordi vi alle er mere afhængige af hinanden her. Fra det øjeblik vi sætter fødderne på dansk jord igen, har Emil og Nanna sat deres bagdele på hver deres cykler, for at drøne over at lege med deres savnede venner i Danmark. Det bliver på én og samme tid super skønt at vores børn kan få deres frihed tilbage men også en smule vemodigt, for så er de pludselig ret store.

Det er til gengæld også én af de ting jeg savner helt vildt ved Danmark; mine børns frihed til at cykle rundt, selv gå i skole, selv arrangere lege aftaler efter skole og i weekenden, og jeg ved, at det også er noget af det, der har været mest hårdt for Emil. Det rammer os før vi aner det igen. Så nu gælder det om at NYDE de sidste otte uger i New York inden hverdagen i Danmark banker på igen. Om kun OTTE uger..