Vi er ret uventet på vej hjem til Danmark, da min skønne, sjove, smukke og ikke mindst søde mormor lukkede sine øjne for sidste gang tirsdag aften. Pludselig synes New York at være meget langt væk, når jeg egentlig bare mest af alt har lyst til at være i Danmark. Men jeg er på vej, og jeg kan nu kun glæde mig over et snarligt gensyn med min familie og så håbe på, vi får sendt min mormor smukt afsted på sin sidste rejse. 

Selvom hun var 93 år, og hun de sidste par år var blevet ramt af demens, er det alligevel hårdt at tænke på, at jeg ikke længere kan give hende en kram, drikke en kop kaffe med hende og dele en bakke flødeboller. Tilbage er minderne, og selvom demensen stjal en god bid af hendes personlighed til sidst, husker jeg hende kun for den skønne mormor hun var. Altid med spjæt i benene og helst den sidste til at forlade et dansegulv. Hun var fuld af liv og elskede at være omkring os børnebørn og senere hen alle sine otte oldebørn, med hvem hun gerne dansede, sang eller satte sig ned på gulvet og legede med BRIO togbaner eller Duplo. 

Da min søster og jeg var børn og vi var på besøg hos hende, elskede vi, når hun lavede pandekager til os. Vi sad, ofte i selskab af min ældste kusine, omkring hendes lille køkkenbord mens hun serverede den ene lækre pandekage efter den anden som de blev færdige på panden. Om aftenen krøb vi alle sammen i sofaen under et tæppe i en stue henlagt i mørke bortset fra fjernsynet som serverede en god krimi. Jeg kan huske, at jeg ofte var skræmt fra vid og sans og dårligt turde gå på badeværelset alene i hendes store og mørke hus. Men det måtte helst ikke være anderledes, for hyggen i sofaen under tæppet sammen med min mormor var det bedste. 

Hun var fin min mormor; altid et smukt velplejet hår, læbestift og dyre flotte sko. Hun elskede at shoppe tøj og tog ofte toget til Aalborg så hun kunne ose i Salling – altså mens hun fortsat var frisk, men det er jo den mormor jeg husker, hende der ikke havde demens. Hende der duftede af en blanding af blå Nivea creme og Lancomes Tresor, hende der lærte mig, at læbestift også kan bruges på kindbenene og at sko gerne må koste lidt ekstra for så holder de bedre. Hende der elskede livet, elskede at rejse – alt fra Mallorca til Jordan. 

Hun var aktiv; gik til svømning, dans og gymnastik. Hun har altid elsket sine gåture, og gik som minimum en time om dagen. Da hun fik konstateret demens blev de daglige gåture hendes frirum, og selvom vi ofte var bekymret for, om hun nu kunne finde hjem igen, var hendes faste gå rute i lang tid det mest stabile i hendes hverdag. 

Søde mormor, du er allerede savnet.   Men nu tager jeg Coco (hunden) under armen, Chanel på mine fødder og dine to ældste oldebørn i hænderne, og så er vi klar til at sende dig afsted på din sidste rejse. Jeg er sikker på, du er én af de bedst velklædte stjerner på himmelen, og at festen deroppe nu aldrig slutter med dig som gæst ❤️