Nu skal det jo ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er super pjattet med at sætte mig ind i en flyvemaskine og da slet ikke at lade den fragte mig over hverken land eller hav. Men jeg gør det, fordi det virkelig er en nem måde at se verden på, og det er jeg ret pjattet med. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er pjattet med højder, selvom jeg af et par omgange er blevet “lokket” til at bungyjumpe (var lettere tømmermandsramt og Spiesguide, så det forklarer nok lidt..) samt blevet iført seletøj og hjelm for at klatre rundt i trætoppene i skoven. Nu skal dette ikke omhandle min angst og fobier, for så bliver det her indlæg meget langt, men derimod kombien af ovenstående som jeg overvandt i går i en helikopter over New York City.
Min mor, søster og jeg havde givet min far en helikopter tur over NYC når de kom på besøg, og for at han ikke skulle tage turen alene, ville Michael, Emil og Nanna gerne med. Da vi nærmede os helikopter lufthavnen bakkede Nanna ud, og et eller andet ukendt dukkede op i mig, for jeg havde faktisk vildt meget lyst til at tage hendes plads og dermed overvinde fly- og højdeskræk. Og hold nu op, hvor er jeg glad for det. Det var fedt at flyve i helikopter og så fuldstændig fantastisk at gøre det over “vores” by.
Vi blev fordelt i helikopteren efter vægt, og udover os fire, var der to andre fyre med samt piloten. Min far fik tildelt pladsen ved siden af piloten, og jeg tror vist aldrig, jeg har set ham mere lykkelig. Hans gamle drøm om at blive pilot gik en lille smule i opfyldelse deroppe på forsædet 😊 Michael og jeg sad med Emil mellem os, hvilket var så fint, for Emil var ikke så stolt ved det inden vi fløj, men bagefter var han rigtig glad og stolt over, han havde prøvet at flyve i en helikopter.
Vi fløj ud over Governors Island, videre forbi Frihedsgudinden og så nordpå ved Manhattans vestside. Vi vendte lidt nord for Columbia University og så sydpå igen. Vi var væk i ca 30 min.
Det kan virkelig anbefales, det er en skøn måde at se, især, Manhattan på, selvom man også får set, hvor stor New York City samt New Jersey er.
2 thoughts on “New York fra en helikopter ”