Jeg tror, de fleste er så udmærket klar over, at det til tider kan virke som en umulighed at få visum til “Guds eget land”. Det er også et stort samtaleemne når man er udstationeret i USA. Inden vi rejste herover kendte jeg ikke særlig meget til de mange forskellige typer visa der findes, og det er virkelig heller ikke en ligegyldighed, hvilket man søger. Vi kunne på ingen måde have gjort det uden stor sparring med en advokat, som har givet os uvurderlig vejledning gennem alle processerne.  

I starten af det nye år begyndte snakken for alvor, om vi skulle forlænge til december 2017, for det amerikanske marked, som Michael skulle forsøge at erobre, var på ingen måde ligetil. En skøn fodbold mor sagde det meget godt den anden dag; New York er som en by, hvor hundene står på spring til at løbe efter maden når den bliver kastet ud – er du hverken hurtig eller stærk nok taber du. Til trods for, at Michael har løbet adskillige mange hurtige kilometer i sit liv, har han aldrig mødt en konkurrence så stærk her. Derfor giver det også mening, at vi bliver til året ud, for hans kampform er ved at være på niveau med konkurrenters nu.

Vores visum skulle altså fornys. Vi er på et L-visum, og i første omgang fik vi et år på det visum. I næste omgang (den nuværende) ansøgning ville advokaten søge om forlængelse for yderligere to år – det er vist gængs procedure. Vi var knap så fokuserede på ventetiden denne gang, og vi havde nok i vores stille sind håbet på, at det ville gå igennem i første omgang (læs de første tre historier om sidste års proces her, her og her), men kendte nu også til risikoen for, at de kunne finde på at stille spørgsmål, og så ville processen trække yderligere ud. Og ganske rigtigt, 3 minutter før deadline får advokaten et 11 sider langt dokument fra myndighederne, hvor de stiller spørgsmål til Michaels lederskab.. Så Michael bruger dernæst rimelig mange dage på at fremskaffe email dokumentation med mere, der viser, at han er den, der træffer beslutningerne på kontoret her i New York. Da alt det var sendt ind til advokaten, gik advokaten på jagt efter en professor i ledelse, som skulle blå stemple dokumentationen samt konstatere, at Michaels arbejde er definitionen på ledelse.

Deadline for svar på vores forlængelse af visum er i dag. Michael er i København, Emil og Nanna har en fælles soveaftale med deres venner i aften mens de bliver passet af fælles barnepige, for vennernes mor og jeg skal ud. Den står på enten gravøl eller champagne, alt afhængig af resultatet for vores forlængelse.

Svaret er netop kommet fra advokaten, og i sms’en fra Michael opfordrer han Jeanett og jeg til at drikke champagne i aften, for vores forlængelse er blevet ACCEPTERET!! Der er også kun to uger til vores nuværende udløber, så det var vel på tide, der kom styr på den slags sager 🙂 Men nu kan vi ånde lettet op, og glæde os over, at vi har fået lov til at bo her i denne skøre, skønne og vilde by lidt endnu.

Jeg vil ønske jer alle den bedste Midsommer/Sankt Hans – lad drikkevarerne være kolde og gode og aftenen lun og skøn 😘