Dagen i dag har været én af de tunge. Følelserne har været ret meget udenpå tøjet og tårerne syntes at være uendelige. Nogle af de følelser vi ikke har været i kontakt med siden sidste sommer blussede igen ud i fuldt flor, da vi over middag tog afsked med verdens bedste naboer/venner/famile fra Aalborg, som efter 12 dages besøg desværre vendte tilbage mod Aalborg igen i dag. De har uden tvivl været nogle af dem, vi har savnet mest siden vi rejste fra Danmark sidste sommer. Nanna og Maja har været uadskillelige siden Nanna var tre år, de har gået i børnehave sammen og har stort set leget sammen hver dag efter børnehave, i weekender og i ferier. Emil er tre dage ældre end Lasse, og de har gået i børnehave og siden også i klasse sammen. Vi har rejst på ferier sammen, spist et uendeligt antal hverdagsretter sammen, drukket litervis af kaffe (og sikkert også lige så mange liter vin) sammen over de bedste snakke, nogen har løbet mange tusind (!!) kilometer sammen, og vi har tit joket med, at vi burde sælge det ene af vores huse og så rykke sammen i et og samme. De er familien vi i høj grad selv har valgt til.

Glæden var selvfølgelig fantastisk stor, da vi fik af vide, at de havde købt flybilletter til New York, og de tre måneder fra flybilletten blev bestilt til ankomst, blev der talt ned til fra begge sider af Atlanten. Gensynskrammerne var varme og store, da vi alle så hinanden igen forrige søndag, og især Emil og Lasse har ikke veget fra hinandens sider i de 12 dage de har været her. De har været lukket inde i hinandens verdener, de har talt, fortalt hinanden hemmeligheder (især noget om de til tider sure mødre..!), de har grinet (meget!) og udvist en rørende forståelse for hinandens interesser, som bestemt ikke er ens, men som der har været en interesse og en gensidig opbakning omkring. Lasse har haft en appetitlig lyst til at være med i alt, der vedører Emils liv i New York, og Emil har stolt fortalt og vist frem. Begge drenge er blevet store og fornuftige det sidste års tid, men de er også stadigvæk fjollede og med et charmerende glimt i øjet, får de mig overtalt til at købe stort ind af Turtles “fruit snacks” (et pænere ord for vingummi) eller morgenmad der vist aldrig har set skyggen af hverken det sunde eller det nærende men derimod er dopet med sukker og farvestoffer.

Lasse virkede til at trives enormt godt i selskab med Emil i det amerikanske, for han var slet ikke færdig med at suge til sig og ville gerne blive meget længere. Da det blev tid til, at de skulle mod lufthavnen, sad begge drenge tæt op ad hinanden og nægtede at forlade deres stole. Det var desværre alvor, og da det gik op for dem, brød tårerne frem – og ikke kun hos de to. Det helt specielle bånd mellem de to drenge er tydeligvis kun blevet stærkere på de 10 måneder, der er gået siden de krammede “på gensyn” i Aalborg. Dengang vidste ingen af dem, hvad et års adskillelse helt betød, men det ved de nu. Selvom der kun er to måneder, til vi igen ses, var det så tydeligt, at de slet ikke var færdige med at være sammen. Denne gang vidste de, hvad en lang adskillelse ville betyde, og det var ingen af dem parate til, også selvom vi forsøgte at forklare dem, at to måneder hurtigt ville gå.

Da elevatordøren har lukket sig omkring dem, brød både Emil og Nanna, om muligt, endnu mere sammen, så jeg fik samlet begge børn op og ind i sofaen, hvor de begge græd så utrøsteligt, at jeg havde svært ved at finde de rigtige ord. Måske de ikke fandtes, for det eneste de havde lyst til, var at de andre skulle blive til vi rejser hjem, eller endnu bedre, at vi kunne have rejst med dem hjem. Emil fandt efter lidt tid Minecraft frem på PlayStation og forsvandt ind i den verden han og Lasse havde bygget. Der skrev han “LASSE” foran det store hus, de havde bygget, og som de havde aftalt, at de skulle bo i rigtigt, når de engang flytter hjemmefra sammen. Da han begyndte at skrive, løb tårerne ned ad mine kinder, for det er da så rørende og sikke en stærk og kærlig venskabserklæring. Derefter fik jeg en virtuel tour i deres store hus, og så var han klar til, at vi kunne gå ned i CVS for at købe en masse farverigt amerikaner snolder at trøste os med her i eftermiddag.

Begge børn faldt i søvn mens jeg læste godnat historier for dem, hvilket sådan cirka aldrig sker, så de må også have været godt udmattede. Nu håber jeg, at en lang og god nattesøvn hjælper lidt på lysten til at blive her, eller om de løbende skal samles op de næste par dage, fordi savnet til Aalborg er blusset (endnu mere) op igen.

Da jeg havde ryddet op, ordnet vasketøj samt madpakker til i morgen (jeps, sådanne sysler forekommer også her i New York), satte jeg mig ned med en kold håndbajer, iført de bedste bløde bukser jeg ejer og stirrede lidt ud ad vinduet. Det er og bliver altså det hårdeste at se ens børn være ulykkelige. Det rammer måske også ekstra hårdt, når vi er mange tusind kilometer hjemmefra de vante og trygge rammer. Måske vi bare skal finde ind i hverdagen igen, som også er ganske rar her, selvom den fortsat er markant anderledes. Det er nok også netop det, der har ramt Emil og Nanna ekstra hårdt efter gensynet med nogle af de bedste i deres liv – mindet om, hvad de har derhjemme, og hvor meget de elskede det og fortsat gør. En udstationering er langt fra altid nem og vil helt sikkert have nogle omkostninger, især på det følelsesmæssige plan. Jeg håber og tror fortsat på, at gevinsterne er større end omkostningerne. I det øjeblik jeg tvivler mere end jeg tror, vil jeg pakke os sammen og rejse hjem.