Home away from home

Bliver ALDRIG træt af udsigten fra vores soveværelse – Emil og Nanna elsker at falde i søvn herinde, for på en eller anden måde er det beroligende at kigge over på alt lyset om aftenen

Der kan være mange årsager til, at man flytter til et andet land, og selvom vi “bare” frivilligt er flyttet til New York i det store USA, ændrer det ikke ved det faktum, at det tager tid at falde til. Inden vi kom herover, troede jeg, måske lidt naivt, at eftersom det jo er USA, lægger deres værdier, humor etc. sig ret meget op ad vores. Jeg kunne ikke være gået mere galt i byen, for selvom det er New York, som ikke er så repræsentativt for resten af landet, er vi ret langt fra Danmark i mere end en forstand.

Jeg har haft et par “meltdowns” hvor jeg har været mere end parat til at pakke alt vores habengut sammen og rykke tilbage til Danmark, for det vil gøre vores hverdag mindre udfordringsrigt. Men når jeg så er kommet ovenpå igen, har det hver gang været en lille sejr, som har gjort os stærkere, klogere og ikke mindst taknemmelige for, hvor godt vi har det i Danmark.

Alle der har børn ved, hvordan ens følelser bliver forstørret med en milliard, og i de situationer hvor jeg synes, det har været rigtig svært, har det ofte bundet i en endeløs bekymring for vores børn i det her til tider uoverskuelige system, sproglige udfordringer eller savnet til venner. Jeg har tidligere skrevet om skolevalg, vacciner og sundhedssystemet, og sidste gang jeg blev lettere frustreret gik det udover mine ret sympatiske og yderst hjælpsomme lægenaboer, som faktisk hjalp mig med at forstå et seks sider langt brev fra vores sundhedsforsikring. Og selvom det ikke var deres skyld, blev de overfuset med min galde over, at sundhedsvæsenet i det her land ikke er en menneskeret samt hvor latterligt dyrt og uoverskueligt det er. De har efterhånden lært mig at kende, så jeg blev budt på vin og pandekager, som jeg kørte i mig alt imens mit blodtryk fandt sin normale tilstand igen (tror også jeg fik forklaret vores tilsammen fire børn, at i Danmark betaler vi heldigvis over skatten, så vi alle kan blive behandlet uden at bekymre os om regningen.. de trak sig ret hurtigt alle fire fra den her crazy mom 😂)

Én anden ting der også tager tid er at finde nye bekendtskaber, og at finde dem blandt herboende amerikanere er ikke nemt. De fleste af vores venner herovre er danskere, det lyder måske en smule arrogant, men det er altså også bare lidt nemmere (noget med nogenlunde samme humor og værdier). Nu skal jeg ikke forestille at være sociolog eller noget der minder om, men ghettodannelser er altså meget nemt at forstå, vi vil jo i bund og grund helst være i selskab med andre der minder lidt om os selv, og som har været igennem det samme som vi står i.  Det kan også være svært at lave legeaftaler med klassekammerater, for i vores tilfælde bor de ret spredt i både Brooklyn, dele af Queens samt Manhattan. De fleste børn kører med skolebus til og fra skole, så det er ikke ret ofte man får mulighed for at møde forældrene desværre, hvilket også gør, at spontane legeaftaler kan være svære at realisere (og igen HURRA for forældreintra i DK, for her kan man ret hurtigt lave aftaler med klasseforældrene). Jeg har forsøgt nogle gange at invitere et par af Nannas veninder herhjem efter skole, men forældrene er lettere paranoide, og frygter bortførelser eller trafikuheld. Men jeg kan egentlig også godt forstå det, for hvis der sker en bortførelse, modtager vi alle en besked på vores telefoner om, at et barn er blevet bortført, hvordan bilen så ud samt i hvilket område. Det er altså lidt uhyggeligt hver gang vi har modtaget sådan en besked. “Heldigivs” er det ofte tragiske skilsmissesager, hvor faderen i udgangspunktet ikke har ret mange rettigheder, så mange gange er det i et forsøg med samvær.

Emils gode ven Hunter, hvis mor heldigvis gerne takker ja tak til, at jeg henter dem fra skole, samt Nannas søde australske veninde Mila, som desværre er flyttet tilbage til Sydney – Jeps, dap dance rocker ret vildt her 😉

I alt det kaos der opstår ved en udstationering, og den tid det tager at finde en ny hverdag, som fungerer for alle, har det været ret vigtigt for mig, at vi alle ret hurtigt fik fornemmelsen af, at det her er vores hjem mere end at det er en lejlighed i noget der minder om et hotel. Et par måneder efter vi flyttede herover, mødte jeg en flok andre danske kvinder, som alle var medfølgende hustru/Co-Pilot til en mand, hvis job blev flyttet herover. Én af de kloge kvinder fortalte mig, hvor vigtigt det var at skabe et hjem, ikke bare en midlertidig bolig uanset om man skulle bo her et år eller for altid. Og hvor har hun dog ret. Så derefter gik jeg i gang med indkøbe puder, tæpper og stearinlys , der kom børnetegninger, postkort, små plakater og familiebilleder på væggene og så roder Nanna heldigvis mindst lige så meget her, som hun gjorde i Aalborg 😉 Så på mange måder har vi formået at skabe et nyt hjem væk fra vores “rigtige” hjem i Aalborg, som alligevel minder meget om det vi rejste fra, for her er faktisk rigtig hyggeligt, hvis jeg selv skal sige det. Men det tager tid, og jeg hørte lige i går fra en dansk veninde her i New York, at det tager et år at falde til, og når man flytter tilbage til Danmark tager det et år før man er vel tilbage igen. Meeeen, så er vi trods alt tilbage til gode gamle Borgerservice, som man som udlandsdansker også godt kan savne..

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s