Jeg havde egentlig, i mit hoved that is, planlagt at udgive det her indlæg på to års dagen for det, fordi det på sin vis passede meget godt til min nuværende situation. Men som det har været siden vi flyttede hjem igen, har hverdagen bare slugt os med sådan en grådighed (og sygdom!), at det virkelig har været en sej kamp at få suget ny ilt ind.

Da vi boede i New York, lovede vi os selv, at vi efter tre måneder på dansk jord igen, skulle tage en snak om vores hverdag og om hvorvidt, vi synes, at det spor vi kørte ud af, var det rigtige. Vi blev ret hurtigt enige om, at det bare gik for stærkt, hvilket betød, at vi måtte finde frem til nogle løsninger, hvor vi synes, at hverdagen ikke overtager os, men at vi styrer den. Efter tre måneder herhjemme savnede vi så meget vores firesomhed i New York. Eller nej, det vi nok savnede aller mest, var den ro, vi havde i vores hverdag og dermed den ro, det gav til at være os fire. Tid og ro til de lange samtaler, tid og ro til at lytte, tid og ro til nærvær og samvær. Men hvordan kommer man væk fra den firesporede motorvej, hvor man ret pludseligt har fået sig placeret i ét af ydersporerne med alt for mange kilometer i timen? Og kan man overhovedet det? Rammer vi nogen på vejen væk? Hvad med de faste og strukturerede rammer (læs: fast arbejde med hvad dertil hører af løn og pension). Og hvis vi drejer fra, hvor er vi så på vej hen?

Efter flere snakke og betænksomme perioder,  valgte vi at trække i nødbremsen, og vi fik os kørt ind på et mere roligt men et ikke desto mindre spændende spor. Nemlig det, at jeg valgte at sige mit job op, og jeg havde derfor min sidste arbejdsdag  for to dage siden… Èt af de vildeste træk jeg længe har gjort, tror jeg. Og måske ikke så vildt alligevel, for var det vildeste træk ikke at trække vores børn ud af deres vante rammer for så at placere dem i et fremmed land med et fremmed sprog, en fremmed skole og en masse fremmede mennesker? Måske fordi det træk var så vildt, og vi virkelig vovede os ud på dybt vand, så tør vi lidt mere i dag. Det gælder faktisk ikke kun os voksne, men vores børn tør også meget mere, fordi de i den grad blev kastet ud i et vildt eventyr. New York lærte os mere end bare et bedre engelsk (et helt nyt sprog for familiens to yngste medlemmer) samt en spændende opdagelse af en fantastisk by. Det gav os også en vished om, at der findes så mange andre muligheder derude, hvis vi bare tør tro på dem og absolut ikke mindst tør åbne vores øjne for dem. Alle de fremmede mennesker vi mødte i New York, som gik fra at være fremmede til at blive gode venskaber, har også hver især været med at sætte en lille transformation i gang hos os. Det kan godt være, at det er sådan, det er, når du møder et fremmed menneske, som møder dig i din mest sårbare og upolerede form. Vi kom derover uden den ramme, vi er vant til at færdes i og være trygge i. Vi skulle starte fra bunden med at bygge os selv op i nye omgivelser omgivet af nye, spændende og nysgerrige mennesker. Mennesker, som du er sat sammen med, fordi I har den fælles referenceramme, der hedder udstationering. For de af os, der ikke var den arbejdende part, kunne vi sammen udveksle erfaringer, ideer, drømme, tanker, værdier og livet efter en udstationering (eller under). Det var en fantastisk gave at få lov til, i ordnede rammer, at få lov til at nulstille sig selv – ihvertfald for en stund. Finde ud af, hvilke værdier vi hver især besidder, når ens identitet ikke længere er hængt op på et arbejde og derfra handle ud fra dem, værdierne altså.

Hvad skal der så ske? Ja altså, her i Aalborg er planen ikke ligefrem, at jeg skal bruge tiden på at sortere frugt i skåle, ihvertfald ikke hele tiden. Der er mange planer i støbeskeen, nogle af dem er i gang med at blive realiseret, andre skal først formes lidt mere færdige. Hvad det indebærer, må I blive hængende her på kanalen for at finde ud af – rigtig irriterende cliffhanger, I know. Men jeg kan da sige så meget, at jeg har oprettet et CVR-nummer, så nu har jeg officielt mit eget firma, og jeg er min egen ladyboss…

Meget mere solnedgangscykelture med de her tre ❤️